Et kommunalt sundhedscenter bliver en del af det nye Toldbodcentret, som den private bygherre, Boka Group fra Odense, vil opføre på den gamle slagterigrund i midtbyen. Borgmester Søren Pape Poulsen (K) bekræfter, at politikerne er meget tæt på at indgå en aftale med en privat bygherre, som indebærer, at Viborg Kommune opfører et sundhedscenter til cirka 20 millioner kroner som en fremtrædende del af det nye center, der i øvrigt skal rumme kontorer og butikker.

»Vi har overvejet forskellige modeller for, om vi skal eje eller leje sundhedscentret. Og vi er endt ved, at det er mest fordelagtigt, at vi selv ejer bygningen,« siger Pape Poulsen.»Det nye sundhedscenter får en central beliggenhed tæt på Viborg Sygehus, og samtidig kan vi med aftalen med bygherren være med til at forny og forskønne en del af midtbyen, som lige nu ligger hen som en ikke særlig køn plet,« siger borgmesteren.Folkebladet har tidligere fortalt, at Coop arbejder på at åbne en Kvickly-butik på knap 4000 kvadratmeter, ligesom der er planer om yderligere en dagligvarebutik på omkring 1000 kvadratmeter.Efter planen skal det kommende sundhedscenter stå klar ved årsskiftet 2013-2014. Det vil dog kræve, at der dispenseres fra den gældende lokalplan.