PRojekt optur. Psykiatrifonden og Statens Institut for Folkesundhed samarbejder med Katrinedals Skole i et stort projekt om trivsel

Trivsel: Alle kender til problemer med mobning og børn, der mistrives på skolen. Det er baggrunden for, at PsykiatriFonden og Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet har valgt at lave et stort projekt om trivsel, Projekt Optur, i samarbejde med Katrinedals Skole i dette skoleår.

Formålet med projektet er at udvikle en metode, der kan måle den psykiske sundhed og trivsel på alle danske skoler. I Psykiatrifonden har de arbejdet med forebyggelse og mistrivsel i godt 10 år, men det er første gang, de laver så stort projekt. Samtidig er det også første gang, der bliver lavet så intensivt et projekt om trivsel i Danmark.

»Katrinedals Skole har måske ikke så store problemer med trivslen sammenlignet med mange andre skoler. Men der er ingen skoler, hvor der ikke er elever, som mistrives. Vi har valgt at lave projektet sammen med skolen, fordi de er meget aktive og gerne vil gøre noget ved trivslen. Samtidig har de også et ønske om at gøre det endnu bedre. Projektet involverer alle på skolen, og hvis der ikke netop var opbakning fra alle, kunne det heller ikke fungere,« siger afdelingsleder i PsykiatriFonden, Hallur Thorsteinsson.

Ideen med projektet er også at udvikle undervisningsmateriale, der kan bruges i den daglige undervisning, hvor trivselsaspektet skal indgå som en integreret del i alle fag. Derfor har alle lærere på Katrinedals Skole været på kursus i at få trivselsaspektet ind i undervisningen. Eleverne på skolen skal som en del af projektet gennem tre forskellige temaer om henholdsvis fællesskab, relationen mellem dig og mig og en selv i løbet af skoleåret.

»Vi har lavet en måling på trivslen, før projektet gik i gang, med tilfældigt udvalgte klasser på skolen, der har udfyldt et spørgeskema. Dem vil vi teste igen, når projektet er færdigt, for at se, om der er sket nogen ændringer,« siger Hallur Thorsteinsson.

Han forklarer, at flere undersøgelser også viser, at dårlig trivsel kan hænge sammen med psykisk sygdom, der i høj grad er biologisk betinget.

»Men vi vil stadig gerne være med til at forebygge mistrivsel og mindske antallet af elever med selvværdsproblemer, der er i risikogruppen for at udvikle depression. Derfor skal antallet i denne gruppe også gerne blive mindre på sigt, når skolerne har fået nogle redskaber at arbejde med for bedre trivsel« siger Hallur Thorsteinsson.