Magi: Det pusler i et rødt telt på Carlsbergs gamle industriområde ved Dansehallerne. Det er magien! På torsdag er der nordisk premiere på franske Cirque Trottolas forestilling «Volchok« med den danske mesterjonglør Mads Rosenbeck, der er uddannet på den fransk stats cirkusskole.

Den magiske ekvilibrist bor sammen med resten af truppen og to hunde i egne beboelsesvogne ved det røde telt inden for indgangen ved Vesterfælledvej 100. Familieforestillingen er legesyg, morsom, poetisk og top-artistisk med akrobatik i mesterklasse. En hvirvlende snurretop af en nycirkus-forestilling frem til 10. september under Københavns Internationale Teaters Ny Cirkus festival. -els