Borgermøde. Banen vil efter Lokaludvalgets profetier dagligt lette livet for titusindvis af borgere i hele Storkøbenhavn.

Trafikløsniner: »En attraktiv og ambitiøs kollektiv trafikløsning giver ikke kun borgerne på strækningen øget mobilitet, men modvirker også den øgede biltrafik fra udviklingsområderne, som ellers vil belaste Valbyborgerne«.

Michael Fjeldsøe, næstformand i Valby Lokaludvalg er ikke bange for at bruge store ord op til det offentlige møde tirsdag den 1. marts kl. 18.30 - 20.00 på Ny Carsberg Vej 140 i Pavillonen lige ved elefanterne, hvor Lokaludvalget præsenterer en idé til en letbaneforbindelse gennem Valby: En idé, der dagligt vil give titusindvis af borgere i Storkøbenhavn mulighed for at skyde genvej mellem Indre By og Ring 3.

»Kernen i letbaneidéen er at knytte den kommende metro Cityring direkte til Carlsberg-området, Valby, Hvidovre Hospital og videre med kobling til omegnskommunernes plan om en letbane langs Ring 3, siger Michael Fjeldsøe - og føjer til, at »Letbaneplanen således vil give et kvalitetsløft til den overordnede trafikplanlægning for København og Hovedstadsområdet.«

Letbanen videreføres fra Valby Station til Hvidovre Hospital, der således får et væsentligt trafikalt løft. »Hvidovre Hospital betjener 460.000 borgere i den sydlige del af hovedstaden, og hører til et af de hospitaler i Hovedstadsområdet, der skal udvides kraftigt i forbindelse med den nye sygehusreform. Letbanen vil derfor være et væsentligt løft for hospitalets fremtidige aktiviteter, og vil gavne de mange ansatte, besøgende og patienter med niveaufri ind- og udstigning,« oplyser Michael Fjeldsøe.

Ifølge Michael Fjeldsøe giver analysen fra Atkins Danmark A/S positive svar på to meget væsentlige spørgsmål: Er der passagergrundlag og et perspektiv for byudvikling, der gør det meningsfyldt? Og kan det lade sig gøre? »For begge punkter er svaret et ubetinget ja. Derfor er Valby Lokaludvalgs letbaneidé det bedste bud på løsningen af de trafikale udfordringer titusindvis af borgere i Storkøbenhavn står overfor«,« udtaler næstformanden.

Eksempelvis vil letbanen markant reducere den forventede biltrafik fra den nye Carlsberg-bydel, der vil bestå af 6.000 nye beboere og 10.000 nye arbejdspladser. Bydelen forventes at generere 20.000 nye bilture. «Letbaneidéen er perspektivrig. Den vil efter vores vurdering give netop det markante løft i kvaliteten af den kollektive trafikbetjening, som vi ser som en forudsætning for at nedbringe biltrafikken til glæde for miljøet og hele lokalområdet«, udtaler Lars Holten, direktør, Carlsberg Ejendomme.

Samtidig betjenes de kommende byudviklingsområder ved FLSmidth og Grønttorvet hvor en letbane på få minutter vil bringe rejsende til og fra City ved eksempelvis at knytte an til metroen på Enghave Plads og til S-tog, fjerntog og busser ved Valby Station.