Dokumentation. Letbanerapport dokumenterer, at en moderne sporvognslinie gennem Valby og den nye bydel på Carlsberg er ideel løsning på bydelens voksende trafikproblemer
Idéen om etablering af en letbane gennem Valby og den nye Carlsberg-bydel er ikke ny. Men nu har den fået solide skinner at køre på. En netop offentliggjort Letbanerapport, som Lokaludvalget har været med til finansiere, giver nemlig positive svar på to meget væsentlige spørgsmål: »Er der et passagergrundlag og et perspektiv for byudvikling, der gør den meningsfuld? Og kan det lade sig gøre?«
- Og på begge punkter er svaret et ubetinget ja, fortæller formanden for trafikudvalget Michael Fjeldsøe. »Vores formål med rapporten har fra starten været at bringe ideen om en letbane, altså en moderne sporvognslinje, ind i den overordnede trafikplanlægning for København og Hovedstadsområdet. Og i det store billede skal den ses i sammenhæng med omegnskommunernes plan om en letbane i Ring 3, således at den kan indgå i et større net.«
Valby Lokaludvalg drøftede rapporten på sit møde i sidste uge, og medlemmerne kunne næsten ikke få armene ned i jubel over, at der nu ligger et gennemarbejdet notat for en visionær, attraktiv og ambitiøs kollektiv trafikløsning, der kan bidrage til at løse Valbys trafikproblemer.
Og som Michael Fjeldsøe pointerer: »Rapporten kommer ikke et sekund for tidligt. For den indgår samtidig som et element i den Trafikstrategi for Valby, som Valby Lokaludvalg laver sammen med København Kommune. En strategiplan, der kommer til høring i begyndelsen af det nye år - og vil blive fulgt op af et borgermøde, hvor også letbanen vil blive diskuteret med borgerne i Valby.«
»Når vi peger på en letbane som en løsning, er det fordi, det er en af de eneste trafikpolitiske investeringer, der kan ændre på årsagerne til væksten i trafik i stedet for kun at symptombehandle. Udbygningen af Carlsberg vil bidrage med 6.000 nye beboere og 10.000 nye arbejdspladser - og 20.000 bilture ud og ind af området pr. døgn. Hovedparten af denne trafik vil skulle gennem Valby. Det er den største enkeltstående faktor, der øger trafikken i Valby,«siger Michael Fjeldsøe.
Lokaludvalget finder derfor, at det er en storartet ide, ikke mindst for Valby, at give Carlsberg-området en attraktiv, kollektiv forbindelse, der på få minutter kan bringe folk til metroringen på Enghave Plads eller til S-tog, fjerntog og busser ved Valby Station. Ikke mindst, da alle undersøgelser dokumenterer, at brugen af kollektiv trafik aftager voldsomt ved en gangafstand på 2-300 meter. Alene af den grund vil en linjeføring centralt gennem Carlsbergområdet øge andelen af kollektiv trafik væsentligt.
I forhold til Valby har Lokaludvalget prioriteret betjening af de nye byudviklingsområder på F.L. Smidth og Grønttorvet. Modellen opererer også med, at en ekstra bro over jernbanen ved Gl. Jernbanevej - kun for letbanen - vil give ekstra kapacitet på tværs af jernbanen. »Og desuden, » understreger Michael Fjeldsøe, »vil letbanen koble Valby direkte til metroringen, der fra Valby sigter mod Hvidovre Hospital som endestation: Hvorfra perspektivet er at koble den til en letbane på tværs langs Ring 3.













