Gode ideer behøver ikke tage lang til at realisere. For snart en måned siden skrev Maja Dochedal et opslag på Facebook-siden for Helsinge - Danmarks Bedste Børneby, hvor hun efterlyste interesserede til at starte en legestue. Tirsdag den 30. april åbner den med navnet »Haletudserne« og bliver en underforening til børneby-foreningen.

Legestuen holder til i et stort lokale med køkken på Tofteskolen og er et tilbud til børn i alderen nul-tre år og deres medbragte forældre. Det er Helsinge-Hallerne, der råder over lokalerne, og direktøren her, Jan Dissing, der samtid er formand for børneby-foreningen var hurtig ude med at tilbyde stedet til Maja.

»Da jeg så lokalet, tænkte jeg: Her er da muligheder, det snupper vi. Siden har jeg gået og sat lidt i stand, malet og gjort rent, indsamlet forskellige effekter, legetøj, høje stole, bøger, kaffemaskine, el-keddel og den slags, så vi kan starte op. Jeg tror, at vi nu er oppe på 20 børn, cirka 15 mødre og en enkelt mormor og en privat dagplejer«, lyder det glad fra Maja.

Hvordan har forløbet været?

»Fra Facebook til nu - det har jo været helt fantastisk at opleve at man har fået en ide og så en måned senere står man og er klar til at åbne. Det må siges at være en succes og motiverende for at sætte noget i gang. Og det er jo drevet af forældre, der har bakket det op og Jan Dissing som har støtte mig i alt, hvad jeg har haft af ideer. Det er en enorm drivkræft at møde sådan en person«, lyder det fra Maja.

Der er åbningsreception tirsdag 30. april kl. 10.