SKANDERBORG: Tirsdag 17. juli klokken 14 på plænen foran Hotel Himmelbjerget er det ikke i orden at tysse på børnene. Tværtimod. Det er bedre at heppe. Der er nemlig Himmelhop og »Spil på Skrot«.

Linette fra »Spil På Skrot indtager Himmelbjerget«, og er der garanti for, at der bliver knald på.

Spil På Skrot handler om bodybeats og sammenspil på tønder og andet »skrot« – ikke som en infernalsk larm, men som et spændende sammenspil, der i løbet af arrangementet udvikler sig til reel musik. Derfor får børnene lov til at larme, men også lov til at opleve, hvordan noget unikt opstår ud af et godt samarbejde. Alle kan være med, og det kræver ikke specielle musikalske evner.

Det er traditionen tro VisitSkanderborg, der er arrangør af børnefestivallen, og man håber på, at rigtigt mange vil benytte sig af tilbudet og være med til at skabe liv på det gamle bjerg. Der er mulighed for at kombinere dagen med en skøn sejltur fra Silkeborg med rutebåden kl. 12.00, som når frem til Himmelbjerget kl. 13.15. Hjejleselskabet har i dagens anledning sørget for underholdning til børnene på sejlturen, som varmer de kreative evner op ved at tegne en tegning undervejs, deltage i en lodtrækning på Himmelbjerget og vinde præmier.

pcb