Kr. Helsinge: Mere end 70 børn er klar til at løbe på banen i Kr. Helsinge, når DGI og Kirke Helsinge IF lukker dørene op til årets fodboldskole i uge 27.

Traditionen tro er skolernes sommerferie fyldt med fodboldskoler over hele landet, og i år er da heller ingen undtagelse. Det betyder, at DGI Vestsjælland og DGI Roskilde kan byde næsten 1600 børn velkommen til en håndfuld dage fyldt med fodbold og leg.

»På alle vores fodboldskoler er der lagt vægt på at skabe gode oplevelser på såvel det sportslige som det sociale plan. Derfor er der udover forskellige fodboldøvelser og kampe også indlagt aktiviteter som vandkamp og fangeleg,« siger Christian Abildgaard, idrætskonsulent hos DGI.

Det er i høj grad op til den enkelte forening at forme indholdet på fodboldskolen. Det betyder, at trænere og hjælpetrænere, der har byttet arbejde ud med fodboldskole, selv har lagt programmet

»Det er vigtigt for os, at fodboldskolen bliver skræddersyet, så den passer til foreningen. Det skaber nemlig et engagement, der sikrer, at børnene får en fantastisk oplevelse,« siger Christian Abildgaard.

Ud over boldskolen i Kr. Helsinge i uge 27, er der også fodboldskole i Føllenslev-Særslev og Raklev i uge 32.

Spørgsmål til boldskolerne bedes rettet til Christian Abildgaard på 79 40 46 63.

pcb