Afdansningsbal. Der var god musik, dans og masser af godt humør, da Ældre Sagen sluttede vintersæsonen for dans og gymnastik

Slut: Det blev som sædvanligt til en helt forrygende dag, da Ældre Sagen og gymnastiklærerinde Joan Andersen fra Rønne holdt afslutningsfest for de mange ældre, der har deltaget i vinterens gymnastik og dans.

Traditionen tro blev afslutningsfesten holdt i Knudsker IF, hvor Vita Larsen leverede musikken på sin berømte harmonika, og hvor alle - også gymnasterne - stillede op til den fælles linedans.

»Vi havde næsten 70 deltagere til afslutningsfesten, hvor vi som sædvanligt fik lidt god mad og drikke, inden vi begyndte fællesdansen,« fortæller Joan Andersen til Lokalavisen.

Der blev festet hele eftermiddagen, og bortset fra linedansen var der også både rumba og cha-cha-vha på programmet.

Joan Andersen og Ældre Sagen samler hele 40 dansere og 60 gymnaster i løbet af vinteren, hvor alle får ført sig og får masser af motion - enten på den ene eller anden måde. Nu er der forårs- og sommerpause, inden holdene begynder igen til september.

Danse-festival

Og så er der mange, der nu er begyndt at glæde sig for alvor til det store dansegalla, der finder sted på Bornholm i Bededagsferien.

Her kommer der dansere fra både Sverige og Norge til øen, og der skal rigtigt danses igennem, når Team Bornholm ved Jacob Lund tager imod de mange dansere. Der bliver dansegalla både i Nordlandshallen og i Haslehallen, og også her er Joan Andersen en af de aktive - sammen med Joan Bundgaard og flere andre - der skal få det hele til at klappe.