Sønderborg: I forbindelse med åbningen af den nye motorvejsstrækning mellem Kliplev og Sønderborg, som officielt åbner 31. marts, har Cyklemotion Sønderborg af Vejdirektoratet fået lov til at gennemføre et stort cykle- og gåarrangement ugen før selve åbningen af trafikken.

Det er alene Cyklemotion Sønderborg, der står for selve cyklearrangementet og Fodslaw Sønderborg som står for vandreturen. Hele arrangementet løber af stablen søndag den 25. marts fra kl. 10.00 til 16.00, hvor sidste deltager skal være tilbage ved målstregen. Fra kl. 10.00 og helt frem til kl. 12.00 er der start for cykelmotionisterne, hvor de kan vælge at cykle hele motorvejsstrækningen frem og tilbage, en eller to gange. Distancen pr. tur frem og tilbage vil være ca. 48 km. Efter kl. 12.00 og til kl. 14.00 er der start for familie- og seniorernes cykeltur.

Der er frit valg, om man vil cykle dele af strækningen eller hele strækningen til Kliplev og retur. Der vil være mulighed for at cykle tilbage, hvor der er opkørsler fra motorvejen.

For dem som bare har lyst til at gå en tur langs motorvejen vil der fra kl. 11.00 til kl. 14.00 være rig mulighed for det. Her er vendepunkterne også ved motorvejsopkørslerne. Der vil være forplejning på ruterne. Alt overskuddet fra arrangementerne går til velgørende formål.

Se mere på www.cms-soenderborg.dk, som løbende vil blive opdateret.