Der er 27 tilmeldte til Forårsmessen i Guderup 9. og 10. marts. Deadline for tilmelding er egentlig i dag, onsdag 13. februar, men Allan Bak fra det arrangerende firma MegaEvents i Nordborg siger, at firmaet også er ved telefonen de kommende dage, hvis der er firmaer, som har lyst til at være med. Der er tilmelding på 25 70 33 77.

Messen har plads til 45 udstillere. Alligevel er Allan Bak tilfreds med, at 27 har meldt sig til på nuværende tidspunkt. Ved messen i 2012 var der nemlig kun 22 tilmeldte ved deadline. Men der kom yderligere 10 til.

Allan Bak understreger, at forårsmessen er for virksomheder, foreninger og butikker fra hele Als og Sundeved. Der er fokus på livsstil, hus og have, sundhed og andet.

Underholdningen til messen leveres af lokale talenter, oplyser Poul Andersen fra MegaEvents. De kommer fra skolerne og musikskolerne.

Messen bakkes op af Guderup i Centrum - og det er MegaEvents ifølge Poul Andersen glad for.