Allerede nu har godt 25 kvinder og mænd tilmeldt sig det første maratonløb på Vestegnsruten. Dermed tegner arrangementet til at blive en succes.
Det er Morten Skram Jensen fra Greve - selv ivrig løber - der har taget initiativ til et socialt maratonløb på den nye Vestegnsrute, der blev indviet i sommer. Vestegnsruten er i sit udgangspunkt en sammenhængende cykelrute, der går igennem syv kommuner: Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Albertslund, Høje-Taastrup og Ishøj.
Vestegnsruten kan dog også bruges af fodgængere og løbere og så har Vestegnsruten den helt særlige egenskab, at den er nøjagtig 42,195 kilometer lang. Præcis distancen for et maratonløb.
- Der er ikke så mange sociale maratonløb på Vestegnen, så jeg synes det er oplagt at benytte den nye Vestegnsrute, siger Morten Skram Jensen.
Et socialt maratonløb er et løb, hvor der ikke er tidtagning som i de store løb. Den enkelte løber "mod sig selv" og deltagerne løber ikke stærkere end de selv vil og der er tid til både at nyde omgivelserne og få en snak med de andre løbere.
Vestegns-maratonløbet finder sted lørdag 13. februar, og starten går kl. 9 ved Ishøj Idrætscenter, hvor der er mulighed for omklædning.
De syv kommuner i Vestegnssamarbejdet bakker op om det nye initiativ:
- Et socialt maraton på Vestegnsruten er et fremragende tiltag, som vi gerne støtter op om. Det er vigtigt at vise de mange muligheder der er for at gøre brug af ruten, hvad enten man er til oplevelser eller motion. På sigt er det også vores planer at afvikle et decideret maratonløb på Vestegnen. Med Morten Skram Jensens initiativ kan vi prøve ideen af, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj og formand for Vestegnssamarbejdet.
Interesserede kan få flere informationer og tilmelde sig ved at klikke ind på www.vestegnsmarathon.dk
Sidste frist for tilmelding er 1. februar.
















