Gravemaskiner præger lige nu Århusgadekvarteret. Men om kort tid begynder byggeriet af de første boliger i det nye kvarter i Nordhavn.

Kuben Byg står bag opførelsen af 48 lejlighed i centrum af Århusgadekvarteret ved det kommende Århus Torv.

Fire til seks etager

Byggeriet kaldes Havnehuset, og i første etape opføres 23 ejerboliger, der efter planen er klar i slutningen af 2014. Anden etape består af 25 lejligheder, der bliver udlejet.

Havnehuset, der er tegnet af arkitektfirmaet Vandkunsten, bygges i fire til seks etager.

Lejlighederne bliver mellem 70 og 140 kvadratmeter og får blandt andet en fælles taghave.

Bygningens facader vil være i rødbrune nuancer, som matcher de mange bevaringsværdige byggerier i Århusgadekvarteret.

»Målet har været at skabe et moderne byggeri med referencer til havnens mangfoldige miljø og historie. Ambitionen er, at Havnehuset som det første boligbyggeri i området, skal være pejlemærke for byudviklingen af Nordhavnen,« siger direktør Knud Erik Busk fra Kuben Byg i en pressemeddelelse.

Butikker i stueetagen

Da byggeriet ligger ved Århusgadekvarterets centrale plads og det kommende hovedstrøg, skal stueetagen bestå af butikslokaler.

»Det er afgørende for os, at udviklingen af Århusgadekvarteret kommer godt fra start. Derfor går vi aktivt ind i udlejningen af butikslokaler og sikrer det rigtige udbud af butikker, take away og caféer til glæde for både de kommende beboere og naboerne i kvarteret,« udtaler administrerende direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Foruden salget til Kuben Byg har By & Havn allerede solgt de to siloer på Sandkaj. Siloerne skal indrettes til kontorhuse og får såkaldte »add-ons«, hvor man bygger nyt uden på den oprindelige bygning.

Sættes til salg den 27.

Ejerboligerne sættes allerede den 27. december til salg hos Danbolig Østerbro, der står for salget via hjemmesiden havnehuset.nu. De vil koste mellem tre og 6,5 millioner kroner.

By & Havn regner med at kunne indvie de første byrum og bygninger i foråret 2014.