Nu er tiden kommet, og Utterslev Kirke skal lukke. Sognebørnene har længe vidst, at dagene var talte for den snart 50-årige kirke, og nu har menighedrådsformanden haft møder med både kulturministeren og Københavns Biskop og har fået opbakning til at tage Utterslev Kirke ud af folkekirkelig brug.

»Det er vigtigt for os, at man ikke trækker pinen ud, men at det går rimelig hurtigt, og at lukningen foregår på vores egne præmisser,« siger Lis Lynge, der er formand for menighedsrådet i Bellahøj-Utterslev Sogn.

Nu bliver salgsprocessen sat i gang og første skridt er at tage kontakt til to uafhængige ejendomsmæglere for at finde ud af, hvad kirken er værd på ejendomsmarkedet, og indtil kirken er solgt har Københavns Biskop givet tilladelse til, at kirken bliver brugt til lejlighedskirke.

Slutte på toppen

Den kridhvide kirke på Rentemestervej fylder 50 år 8. september, og Lis Lynge håber, at jubilæet også kan markere slutningen for Utterslev Kirke.

»Vi venter på en kongelig resolution, og vi håber meget at få den i tide, så vi kan ’slutte på toppen’ med en sidste højmesse ved jubilæet,« siger menighedsrådsformanden, som håber, at bygningerne bliver videreført som kirke.

Det var menighedsrådet selv, der i sin tid besluttede sig for at tage lukningen i egne hænder i stedet for, som flere andre ’lukningsudpegede’ kirker i København at fortsætte kampen til det sidste.

»Vi har måtte indse nødvendigheden. Dengang kirken blev bygget var der en kæmpe opbakning, men nu er det kun omkring 50 procent af borgerne, som er medlem af Folkekirken, og da personalet i stor udstrækning kommer med til Bellahøj Kirke, og menigheden stadig har et tilbud, vil vi gerne give kirken en værdig afsked,« siger formanden for Bellahøj-Utterslev Sogn, Lis Lynge.