Her ved skolestart får Fødevarestyrelsen ofte henvendelser fra forældre, der spørger om skolerne er forpligtiget ifølge loven til at stille et køleskab til rådighed. Det er skolerne ikke.

Madpakker, som forældrene smører, er uden for fødevarelovgivningens område, og vi kan som myndighed ikke håndhæve anbefalinger eller retningslinjer for hvordan de skal opbevares, lyder det.

Overordnet er det ikke et sundhedsmæssigt problem, at der ikke er noget køleskab. De allerfleste madpakker vil kunne klare de ca. 4 timer indtil, den skal spises. Det kræver dog lidt omtanke, når madpakken bliver smurt, da nogle fødevarer ikke egner sig til at være uden køl i længere tid, fx sushi (frisk fisk). Det er også en god ide at lave en særlig pakke med eftermiddagsmaden med mad, der ikke

behøver køl, fx en grov bolle og et stykke frugt.

Nogle vil synes, at den kulinariske værdi af maden er mindre, når madpakken ikke er kold, når den skal spise. Men det er muligt at holde maden kølig uden køleskab, her er et par bud:

Køb en madkasse med indlagt fryseelement.

Fyld en drikkedunk/flaske halvt med vand dagen før og læg den i fryseren. Fyld den op næste morgen med almindeligt vand, og pak den sammen med madpakken, måske med lidt papir udenom flasken, som kan opsuge kondensvandet. Så holder flasken maden kold, og der er koldt vand at drikke.

I nogle klasser er der køleskab. Ofte er det forældrene, der samler ind til det. Men inden I begynder den store indsamling, så tal med skolen om, de vil have køleskabet stående, og hvem der betaler for strømmen. Sørg også for at lave en aftale om hvem, der har ansvar for at gøre køleskabet rent og tjekke temperaturen med jævne mellemrum.