En lille drøm blev til virkelighed, da 15-årige Nanna Wentzel fra Taastrup sad og surfede lidt på nettet en dag i foråret. Her så hun, at Kanal 4 søgte efter deltagere til Danmarks næste Topmodel.

»Hvorfor ikke bare prøve«, tænkte hun.

»Jeg har haft en modeldrøm før, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve det. Det kunne være sjovt at stille sig foran et kamera og give den alt, hvad man har«, siger Nanna Wentzel, der lige er begyndt i 10. klasse på Vestegnens Privatskole.

Så sendte hun et par billeder ind og mødte op til castingen.

Efter nogle dage kom der en mail i indbakken: Nanna skulle komme til anden casting-runde.

Ud af alle de piger, der var mødt op til casting i hele landet, var feltet nu skåret ned til 40.

Efter endnu nogle dages ventetid ringede telefonen.

Nanna Wentzel var én ud af 20 piger, der kandiderede til at blive landets næste topmodel og muligvis få sig en drømmekarriere inden for modelbrancen.

»Jeg blev super glad og hoppede rundt, og nu tænkte jeg, at nu var der jo kamera på«, siger Nanna Wentzel.

Inden der var endeligt grønt lys, skulle Nanna forbi en psykolog, for presset i at være med i en konkurrence, der handler om krop og personlighed, kan være stort.

Grænserne blev skubbet

Optagelserne til Danmarks næste Topmodel foregik i sommer, og i de uger lærte Nanna Wentzel rigtig meget. Både om sig selv og sine grænser men også om, hvordan hun kunne rykke ved de grænser.

»Jeg har fået større selvtillid, og jeg har fået det bedre med mig selv. Før gemte jeg mig lidt på gaden, men nu er jeg ligeglad med, hvad andre tænker«, forklarer hun.

Når hun tænker tilbage, så var det overvældende at stå foran dommerne og blive vurderet.

»De kunne se, at jeg stod lidt tilbage og var genert. Det skulle jeg arbejde mere med, og så måtte jeg bare springe ud i det«, siger hun.

Find følelserne frem

At være foran kameraet var en stor udfordring for Nanna Wentzel.

»Det er rigtig hårdt at være med på et fotoshoot. De vil jo have noget af én. Man må finde minderne frem og få det frem i øjnene og leve sig ind i det. Så må man bruge sine egne følelser og tænke på forelskelse eller på at være lykkelig. Fotografen siger måske, at man skal give »lidt mere i øjnene«, og det er rigtig mærkeligt og grænseoverskridende, når man ikke kender dem, der er bag kameraet«, forklarer hun.

Mange fremtidsdrømme

Nanna Wentzel må ikke sige ret meget om, hvor langt hun nåede i konkurrencen, men ét er sikkert: modeldrømmen lever stadig. Nu vil hun gøre sin 10. klasse færdig, men efter konkurrencen i sommer var hun splittet imellem at starte i 10. klasse eller starte sin modelkarriere med det samme.

Hun ved godt, at det er vigtigt med en uddannelse, og hvis modelkarrieren viser sig at floppe, så skal der være noget andet, der træder i stedet for.

»Der er jobs som model, hvis man er god nok. Men der er en risiko, hvis jeg kun satser på model. Hvis det fejler, så har jeg ingenting. Hvis jeg ikke bliver model, så vil jeg gerne være berider«, siger hun.

Nanna Wentzel har opbakning hjemmefra til at følge sin drøm - hvad den så end ender med at være.

»De siger til mig, at jeg skal gøre, hvad jeg helst vil, og at de støtter mig. Men lige nu har jeg et år til at finde ud af det«, siger hun.

Følg Nanna

Du kan se, hvor langt Nanna Wentzel kommer i konkurrencen om at blive Danmarks Næste Topmodel. Programmet har premiere på torsdag klokken 20.00 på Kanal 4.