Korsør: Nu kan man gå på opdagelse efter lækre danske specialiteter som Belgisk chokolade fremstillet på Fyn, eller spændende danske øl, eller friskmalet kaffe hos Heidi Grønlund på Algade i Korsør.

Torsdag slog hun dørene op til butikken, der bærer hendes efternavn, og mange gæster kiggede lige ind for at få en smagsprøve.

»Jeg satser på at have økologiske varer af en god kvalitet. Det er fortrinsvis danske varer, jeg har på hylderne. Jeg mener, at have fundet en niche med mit udvalg, som man ikke kan finde andre steder her i Korsør«, siger hun med sit store smil.

Heidi Grønlund har de seneste to år forpagtet restauranten på Korsør Golfbane, men sluttede med det den 1. november for at åbne sin egen butik, der tidligere var en del af lampeudsalget.

Det er ikke kun spiselige varer hun har på hylderne. På en hylde står spændende nyt af mærket Lisbeth Dahl. Senere vil der også komme nisser og andre juleting på hylderne.

De nymalede vægge er ikke helt færdig med at blive prydet. Heidi Grønlund vil nemlig gerne udstille kunst.

»Hvis der er nogen, der har billeder eller anden form for kunst, så må de gerne henvende sig. Jeg har jo også et stort baglokale, hvor der er meget plads«, fortæller hun.

Grønlund er derfor et sted, hvor man ikke kun går hen for at forkæle sig selv eller finde en værtindegave. Selve besøget i forretningen er også en god oplevelse, hvor man kan slappe af på sofaen, mens man nyder en kop frisk kaffe.