Taxa. Ved at deles om turen, bliver det billigere at køre i taxi til lufthavnen. Men den eksakte pris kender man som kunde ikke på forhånd.

Transport: Prisen varerier. Det ligger fast, efter at Kolding Taxa har starter en ny udgave af den hedengangne lufthavnstaxa.

»Mange af vore kunder har efterlyst en lufthavnstaxi, som den engang eksisterede. Dengang var den støttet af Mærsk Air og SAS, det er den nye ikke, og derfor varierer priserne, om man er alene i bilen, eller om der er op til tre personer i taxien«, fortæller Peter Juhl Olesen, lokaludvalgsformand for Kolding Taxa.

I modsætning til før i tiden, så skal man ikke møde op på banegården, for at komme med lufthavsntaxien. Man bliver i stedet hentet på den adresse inden for postnummer 6000, 6051, Almind, eller 6091, Sdr. Bjært, som man ønsker. Prisen vil være 600 kroner for en enkelttur, hvis man er alene i bilen. Er man to, der deler taxien, så er prisen 375 kr. pr. person og ved tre i bilen er den 270 kr.

»Man ved ikke på forhånd, hvad det kommer til at koste, før man ser, hvor mange der kommer med i taxien«, indrømmer Peter Juhl Olesen.

»Fordelen er, at kan man indrette sig, så man måske ikke kører den direkte vej til lufthavnen, og kan man være lidt fleksibel, så man måske bliver hentet op til et kvarter før man ellers ville blive, så kan der være penge at spare i forhold til en normal taxitur til lufthavnen«.

Peter Juhl Olesen fortæller, at man også kan bestille lufthavnstaxien den modsatte vej, fra Billund Lufthavn.

»Vi yder den service, at hvis ens fly er forsinket, så skal man ikke betale ventepenge, fordi taxien holder og venter på flyet«, siger Peter Juhl Olesen.

Lufthavnstaxien skal bestilles mindst to timer før afgang, så der er tid til at koordinere ruten, hvis der er flere, der skal afhentes.

Kolding Taxa begyndte så småt at køre de første ture efter den nye lufthavnsordning sidst i februar.