Til februar åbner Exit café i Saxogade, hvor det er et krav, at man har en plettet straffeattest for at arbejde. Til gengæld er alle velkomne som gæster
Der bliver hamret og boret i det lille cafélokale i Saxogade 5, hvor håndværkere knokler for at gøre klar til åbningen af Café Exit i februar.
Foreningen Exit, der er en kristen-social organisation, der hjælper tidligere indsatte med at komme tilbage til virkeligheden, åbner til februar en café.
Caféen er for alle ligesom Vesterbros andre caféer, men i modsætning til de øvrige café latte rammer, vil det være kriminelle eller tidligere kriminelle, der brygger kaffen og smører sandwichene.
Exits mål er at gøre rejsen fra fængsel til frihed så smertefri som mulig og hjælpe den tidligere straffede tilbagte i samfundet.
En af projektmedarbejderne, Hans Andersen, har selv prøvet turen, inden han blev ansat i Exit, da det åbnede for tre år siden. Han sad i fængsel fra 1994 til 2004 og kunne dengang godt have brugt et sted som Exit.
»Det er forbandet hårdt at vende tilbage.
Man mister sit netværk, og der sker så meget i samfundet, mens man sidder inde. Det er lige som at være sat på stand-by på en lager-hylde. Dengang jeg sad inde skete al udvikling - sådan groft sagt - med mobil-telefon og it, og da jeg kom ud, kunne jeg ikke kende forskel på Nokia og TDC, og kunne ikke forstå at Nokia var telefonen og TDC udbyderen, det var helt sort for mig,« husker Hans Andersen om tiden efter fængselsopholdet.
Hans Andersen begyndte sit fængselsophold i Vestre Fængsel, har siddet i åbne fængsler og tilbragte det sidste år af sin dom på pension, hvor han kun skulle overnatte i fængslet, så på mange måder har han haft en eksemplarisk afsoning, og har overskud og erfaring til at hjælpe andre tidligere straffede.
»Mange får kontanthjælp og bare det at skulle betale husleje og måske cigaretter, så skal man tit ud at skaffe noget ekstra, og så ryger man ofte til-bage i kriminalitet,« siger Hans Andersen.
Målet med Exit er, at højest 15 procent af brugerne, de tidligere straffede, falder til-bage i kriminalitet.
Exit samarbejder med fængslespræster og Fange-koret og har allerede, mens de straffede sidder i varetægt i Vestre Fængsel, kontakt, og slipper først kontakten, når den straffede vil eller er godt på vej videre.
I kontoret ved siden af står Abdul, der for nylig har afsluttet en dom. Han vil gerne høre mere om en fisketur.
»Vi arrangerer fisketure, madklubber og kvindeklubber, og der er rådgivning og hjælp til at søge arbejde,« fortæller Henning Nordager Thonbo, der er den kommende leder af cafeen, der er ved at blive bygget om lige nu.
»Der er så mange ting, man skal lære, når man kommer ud fra fængslet, nogle ting er helt elementære, sådan noget med at man ikke sidder og råber ved et bord; STIK MIG SALTET, men siger Vil du være sød at række mig saltet?, siger Hans Andersen.
















