Berlingske-journalisten og vesterbroeren Mads Kastrup debuterer som forfatter med novellesamlingen 'Mandefald', der handler om alt det usagte mellem mennesker, om mænd, moral, københavneri og snobberi.
Man skal høre godt efter for bare at ane det nordjyske ophav. 47-årige Mads Kastrup er født og opvokset i Aalborg, men har boet på Vesterbro i 20 år.
Men trods det, at dialekten er mere københavnsk end nordjysk, bliver Mads Kastrup aldrig københavner.
"Jeg føler mig ikke som københavner og slet ikke som vesterbroer, og det er jo frygteligt at sige til Vesterbro Bladet, men det gør jeg altså ikke. Jeg bor her, fordi min kone og mine børn kan lide at bo her - man må jo ofre sig for kærligheden - men jeg længes efter provinsen. Mit drømme-scenarie er sådan en lørdag formiddag i provinsen, hvor det vildeste, der sker, er, om den ældre dame kan komme over kantstenen med sin indkøbsvogn på hjul: Lykkes det, eller lykkes det ikke? For min skyld behøver der ikke ske mere," siger Mads Kastrup.
"Jeg kan godt lide, når tiden står stille, men det er ikke det samme som, at man skal være bagstræberisk. Jeg er ikke til slumromantikere, der efter byfornyelsen på Vesterbro sukkede over, at der snart ikke var flere narkomaner. Jeg kan ikke påstå, at jeg besidder en stor viden om narkomaner, men hvis der bliver færre narkomaner, så er det vel en succes? Det kan jeg ikke se er forkert."
Mads Kastrup sidder overfor mig på Café Granola på Værnedamsvej - journalistens valg. Vi kigger ud på vejen, der som altid er fuld af liv og ikke mindst i forårssolen.
"Se nu på Værnedamsvej: Alle folk siger; det minder om Paris. Og om andre kvarterer, siger man; det minder om Berlin og andre storbyer. Men hvorfor skal det minde om noget, hvorfor kan det ikke bare være. Jeg HADER Paris, og jeg HADER Berlin. For nylig var vi på ferie i London, fordi pigerne elsker det, men jeg bryder mig ikke om det. Jeg er selvfølgelig ikke imod det, mens vi er der, for så ville det ødelægge ferien, men for min skyld kunne vi sidde i en ødegård langt væk," siger Mads Kastrup, der til daglig er journalist på Berlingske Tidende.
Novellesamlingen 'Mandefald' er Kastrups første skønlitterære værk.
Ensom fred
"Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville skrive skønlitteratur en dag, skrive om det usagte mellem mennesker. Det man ikke kan skrive som journalist. Jeg skrev en historie, som jeg syntes godt om og lagde den væk for at se, om den kunne tåle at blive lagt væk. Senere tog jeg den frem og syntes, at den stadig var god. Så viste jeg den for en af mine venner, der læser rigtig meget skønlitteratur, og han pegede på min pande og sagde; skriv så den bog! Så tog jeg orlov fra min avis i tre måneder og isolerede mig i et gasbetonsommerhus i Udsholt, som jeg havde lånt, og deroppe sad jeg helt alene uden tv og interforbindelse og skrev."
Var det ikke ensomt?
"Jo, og det var vildt fedt. Mange forstod det ikke, min kone sagde, hun ville dø af skræk, og der var heller ingen mennesker deroppe. Det var meget fantastisk at kunne få lov til at være i fred".
Smagssnobberi
'Mandefald' er 27 fortællinger om mandsmod, løgn, selvbedrag, omsorgstyranni, overfladiskhed - om livet i Danmark. En af fortællingerne, Sult, handler - på overfladen - om en kunstner, der skal interviewes på en fin Michelin-restaurant og efter besøget skriver i gæstebogen; JEG. ER. STADIG. PISSE. SULTEN.
"Mange har spurgt mig; nå, det er nok dig, der er ham journalisten i fortællingen? Nej, jeg er nok snarere kunstneren. Jeg kan ikke tage de restauranter, hvor der bliver holdt andagter over maden, og man skal høre på et foredrag, hver gang man får en ret. Og de duge, de har, er så tykke, at der skal to mand til at bære dem."
Kastrup tager fat i en imaginær dug ved cafebordet og trækker til; 'Hmmmmmf'.
"Men hvorfor skal det være så opstyltet, hvorfor kan man ikke bare få noget mad. Der, hvor jeg kommer fra, handler det om at få noget mad, det skal smage godt, og man skal blive mæt."
Kunstneren i fortællingen møder en galleriejer fra gamle dage. Hun morer sig kosteligt over et besøg i provinsen. Og så giver han, kunstneren, hende ellers tørt på. At de mest provinsielle i virkeligheden er københavnerne, der tror, at de er mere raffinerede end resten af befolkningen. Det er fiktion, og det er kunstneren, der skælder galleriejeren ud. Men igen kunne kunstneren lige så godt være Mads Kastrup.
"København er ikke mindre provinsiel end provinsen. København er en stor provins. Det er også det værste ved Vesterbro. At Vesterbro går og bilder sig ind at være bedre og mere end alle mulige andre steder. Når nogen tror, at det er verdens midtpunkt," siger Mads Kastrup, der i det hele taget har det bedst med masser af luft omkring sig.
"Jeg kan ikke lide, når der er for mange mennesker for eksempel i Føtex. Så går jeg igen."
Ude på Værnedamsvej sludrer vi af og siger pænt farvel. På under ti sekunder er Mads Kastrup ved at ramle ind i tre skolelever fra Den Franske Skole og en mand med barnevogn, der undertrykker sin irritation over at få godt 80 kilos kropsvægt ind i siden på barnevognen. På vej over Værne-damsvej til sin cykel må han træde et skridt tilbage for ikke at blive kørt over:
"Det er jo det, jeg siger: Jeg er ikke god til mange mennesker".
