MARKED: I søndags dannede Prismen i Holmbladsgade rammen om en farverig bazar med boder, musik og mavedans. Bazaren blev til på initiativ fra syv borgere med støtte fra Amager Øst Lokaludvalg.

Charlotte Thronier Hansen - med kunstnernavnet Zlotte Thronier - tegner små, humoristiske tegninger. Hun sælger dem fra en af de omkring 55 boder på bazaren, men hun er derudover også blandt de syv borgere, som sammen har ført ideen om en bazar ud i livet.

I maj 2009 holdt Amager Øst Lokaludvalg et visionsmøde, hvor bydelens borgere kunne byde ind med ideer til, hvordan de gerne vil se bydelen udvikle sig og med hvilke initiativer. I gruppen 'Rummelighed og Fællesskab', satte Charlotte Thronier Hansen sig ned ved rundbordet.

"Det jeg godt kan lide ved at bo på Amager er netop rummeligheden og fællesskabet, og det var der flere, der syntes. Vi talte om, hvordan man kunne styrke fællesskabet mellem de forskellige borgere, og en af ideerne, der kom op, var en bazar," fortæller hun.

Siden besluttede Amager Øst Lokaludvalg at støtte initiativet med en sum penge.

"Og så har der været meget fodarbejde, hvor hver især af os syv frivillige har fortalt videre om bazaren i vores respektive cirkler og nærområder, og vi har været i butikker og sætte plakater og tilmeldingsskemaer op," fortæller Charlotte Thronier Hansen, der selv bor på Amagerbro.

Eneste minus var, at Levnedsmiddelkontrollen så sent som i fredags sagde nej til, at boderne også kunne servere smagsprøver til publikum på mad fra mange kulturer.

"Det var så ærgerligt, for det var hele tiden vores tanke, at maden skulle med på bazaren - fordi det er en god måde at lære hinandens kulturer på," siger Charlotte Thronier Hansen.

Stafet-arrangement

Prismens egen café blev eneste sted, hvor publikum og folk i boderne kunne hente mad. Til gengæld bød bazaren på gode køb og masser at se på. Tøj, smykker, håndarbejde, glaskunst, sandaler, legetøj, kræmmerboder og meget andet.

Med jævne intervaller var der underholdning fra scenen - mavedans, rockmusik, et Mellemøstorkester, dans og trommespil, rap med Rapolitics, country- og bluesmusik.

Initiativtagerne håber, at bazaren vil opstå andre steder i bydelen.

"Ideen er, at nogen skal overtage og føre ideen videre, måske andre steder i byen, og måske udendørs om sommeren, så der på den måde bliver skabt en tradition for en bazar," siger Charlotte Thronier Hansen.