Københavns Kommune tvinger beboere i andelsboligforeningen Manøgade 7-9-11 til at få lavet en gårdhave, selvom de helst er fri
Grønne gårde: Få renoveret din baggård på kommunens regning. Det lyder umiddelbart som et tilbud, man ikke kan takke nej til. Men i andelsboligforeningen Manøgade 7-9-11 er man helst fri.
»Det er en rigtig god deal, men vi er ikke interesseret. Vi bor to minutter fra Fælledparken, så vi synes ikke, vi har brug for det, og vores nystiftede andelsforening har ikke råd til at stige i udgifter,« siger Anne Grundahl fra andelsboligforeningen.
Men selvom beboerne i Manøgade har sagt nej til en renovering af deres baggård, som efter planen skal lægges sammen med gårdene til en ejerboligforening og tre andre andelsboligforeninger, har Københavns Kommune tænkt sig at gennemføre renoveringen.
»Vi har klaget, men der er ikke noget at gøre,« fortæller Anne Grundahl.
Ikke råd til gårdhave
Hun er bekymret for andelsboligforeningens økonomi, der ikke kan holde til de udgifter, der kan følge med renoveringen.
»Hvis de graver ned og finder ud af, at vi skal have nye kloakker, er det os, der skal betale for det, og det har vi ikke råd til. Vi har en gæld på over 50 millioner kroner, og huslejen er steget 1500 kroner på to år. Men kommunen siger bare, at så må vi flytte, fortæller Anne Grundahl, der også er bange for, hvor meget det kommer til at koste at vedligeholde gårdene i seks år efter renoveringen- som foreningen er forpligtet til.
Borgmester: Ok med tvang
Østerbro Avis har bedt om en kommentar fra Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) og har fået følgende svar i en mail:
Hvorfor vil I tvinge beboerne i andelsforeningen Manøgade 7-9-11 til at få renoveret deres baggård, når de ikke er interesseret?
- Det er vigtigt at lytte til borgernes ønsker, men vi kan ikke altid gøre alle tilfredse. Flere har skrevet til mig for at gøre opmærksom på, at langt de fleste beboere glæder sig til at få en grøn gård. Og når du ser den aktuelle gård på Østerbro og sammenligner med de grønne gårde, kan du se en markant forskel. Vi fjerner gamle, mørnede plankeværker og flækkede fliser og erstatter med plæner og bede. Erfaringen er da også, at folk bliver rigtig glade for gårdene.
Kan det være rigtigt, at beboerne kan være tvunget til at flytte, fordi de ikke har råd til at betale de vedligeholdelses-udgifter, der følger med jeres projekt?
- Når gårdene er omlagt overdrages de til ejerne, der skal danne et gårdlaug. Det er gårdlauget, der fastsætter udgifterne til gårdens drift. Beboerne har altså selv indflydelse på udgifterne til gården, skriver borgmesteren.
De fire boligforeninger skal holde informationsmøde med Københavns Kommune i morgen, og gårdrenoveringen skal efter planen begynde i slutningen af året.
















