Henrik Skovborg har gennem mange år samlet viden om øl, og i dag tager han gerne ud og fortæller om den drik, der har mange tusinde års historie bag sig

Henrik Skovborg har haft et spændende liv, der udspillede sig både i USA og i Danmark. Da han mistede sit drømmejob, var det øllet, der reddede ham. En jobkonsulent opfordrede ham til at gå ud og holde foredrag om det, han vidste mest om. Gennem et langt arbejdsliv var Henrik Skovborg nemlig blevet ekspert i ølkultur og historie.

Øl til højtider

Øllets kulturhistorie går langt tilbage i vores historie. De gamle egyptere og Egtved- pigen drak de gyldne dråber, ligesom også Paulus og Luther. Ifølge Henrik Skovborg er det også en drik, som er så rig på smagsnuancer og variationer, at man altid kan finde en øl, der passser til lejligheden.

"India Pale Ale er en overgæret, engelsk type øl, og den er meget aromatisk. Hvis man er tørstig, vil en bajer eller en pilsner være mere læskende, og det er undergæret øl," forklarer Henrik Skovborg.

Han har gennem sit arbejde fået et stort kendskab til øl, og interessen er vokset med årene. Til jul drak han for eksempel ikke rødvin til den traditionelle julemad. I stedet valgte han at sætte øl på bordet.

"Det var en Carolus Cuvee Christmas, der er en belgisk øl," forklarer han.

Det lå imidlertid ikke i kortene fra begyndelsen, at han skulle blive så ølinteresseret.

Fra tjener til brygger

Henrik Skovborg blev udlært som tjener i 1968 og rejste i første omgang med familien til USA for at arbejde på en skandinavisk restaurant i Atlanta, Georgia. Efter otte år vendte de næsen hjem igen.

"Jeg var for meget dansker til at blive derovre. Mine døtre var på det tidspunkt 8 og 5 år. Hvis vi blev, fangede bordet, for så ville børnene vokse op og blive amerikanere," konstaterer Henrik Skovborg.

I mange år trivedes han med at servere gode bøffer for kunderne på en restaurant i City, men da han mødte Aage Dam-gaard, der havde grundlagt bryggeriet Apollo, spurgte han, om han måtte få lov til at brygge øl hos ham.

"Det var noget helt nyt for mig. De store bryggerier lavede mainstream øl, men folk var begyndt at interessere sig for de smagsoplevelser, der ligger gemt i øl," husker Henrik Skovborg.

Gennem fem år bryggede Henrik Skovborg øl for Apollo, samtidig med at han fremviste bryggeriet, holdt ølforedrag og var med i ledelsen af restauranten, der var knyttet til bryggeriet. Han holdt af sit arbejde, men da han en dag så en annonce fra Royal Unibrew, kunne han ikke lade være med at søge.

"Man skulle vide noget om øl, være restauratøruddannet, kunne tale engelsk og have et godt humør. Det var jo skrevet direkte til mig," smiler han

Højst tre gange om ugen

Gennem 12 år var han som besøgschef på Faxe Bryggeri ansvarlig for 20-30.000 gæster, der ville se, hvordan et bryggeri så ud indefra. Da krisen begyndte at kradse, blev besøgstjenesten nedlagt, og Henrik Skovborg fik et halvt års opsigelse, og stod så uden arbejde.

"Det med det grå guld - den interesse kan man kigge langt efter. Jeg søgte en masse jobs lige fra rundviser på Kronborg til erhvervschef i en kommune, men jeg blev ikke kaldt til samtale et eneste sted," fnyser Henrik Skovborg.

Som 62-årig kunne han gå på efterløn, men han var slet ikke løbet tør for kræfter og virketrang. Til sit store held kom han imidlertid i kontakt med en jobkonsulent, der påpegede, at Henrik Skovborg havde en stor rigdom af viden om øl.

"Jeg skulle bare gøre det, jeg var god til. Og det var jo at holde foredrag om øl," konstaterer Henrik Skovborg.

Og da der endelig kom mål og retning på hans ideer om fremtiden, tog det ikke lang tid, før han var i gang som foredragsholder. Gennem bekendte hørte han også om muligheden for at tage et kursus i at føre personregister, og så lå vejen åben for at søge job som kordegn. Det bragte ham til Sions Kirke på Østerbrogade, hvor han nu slår sine folder tre dage om ugen.

"Og så er jeg også ude med mit foredrag op til tre dage - mere må det ikke være, for så bliver jeg ikke populær derhjemme," siger han.