Servicebusserne var tænkt som et ekstra gode for de ældre og gangbesværede, men de gider (heller) ikke bruge mere tid end højst nødvendigt på at køre i bus
De første servicebusser i København blev sendt på gade i 2007. Selvom de altså snart har kørt i tre år, har de ikke vundet mange tilhængere, og det kom til at præge sagsbehandlingen, da Økonomiudvalget i Københavns Kommune skulle evaluere dem.
Selvom busserne kører med meget få passagerer og er meget dyre, kan de dog ikke bare nedlægges. Kommunen er kontraktligt forpligtet til at opretholde dem til 2013.
Velment men misforstået
Oprindelig skulle servicebusserne køre med ældre mennesker eller mødre med barnevogne. De skulle have god tid til at stige ombord, et lavt trin op til bussen, plads til en rollator og en garanti for, at bussen ikke starter, før passagererne sidder sikkert i sædet.
Tanken var altså god nok, men hverken de ældre eller andre har taget ideen til sig. Det viser de trafiktællinger, som blev lagt frem på Økonomiudvalgsmødet. Ingen af busserne på Østerbro kan nemlig nå op på 100 passagerer om dagen.
Den travleste af de tre servicebusser fra vores bydel er linie 865, der kører mellem Jagtvejen og City. Den har i gennemsnit 89 passagerer om dagen, mens de andre to, 863 fra Bispebjerg og 864 fra Ydre Østerbro, har henholdsvis 73 og 63 passagerer om dagen.
Spørger man de ældre om, hvorfor de ikke bruger busserne, svarer de, at busserne kører for sjældent eller for langsomt. Heller ikke de ældre ønsker at bruge en time i en bus, hvis man blot skal et enkelt stoppested. Og det kan netop blive tilfældet med servicebusserne, der kører i en ringlinie. Når man skal ud, kan man måske være fremme på få minutter, men når man skal hjem, må man sætte sig godt til rette i bussen, for den skal køre hele ruten igennem, før man rammer sit bestemmelsessted.
Dyre billetter
Passagererne betaler kun sædvanlig takst for en tur med servicebussen, men alligevel koster det dyrt pr. passager. Kommunen betaler nemlig mere end 50 kroner pr. passager. Til sammenligning koster det kommunen et tilskud på 2,08 kroner pr. passager i A-busserne og 8,19 kroner pr passager på de øvrige linier, der går ud til mere sparsomt trafikerede områder.
Annette Hellmann er formand for Østerbro Ældreråd, og hun har hidtil været en stærk fortaler for servicebusserne. Nu er hun imidlertid parat til at overveje deres fremtid på lidt længere sigt.
"Det ville jo være dumt at stå stejlt på noget, der ikke er en succes. Hvis det viser sig, at de er for dyre, så må vi hellere bruge pengene på at gøre de eksisterende ruter mere publikumsvenlige," siger hun og henviser til, at det kan være svært at være bevægelseshæmmet i den offentlige transport.
Det fremgik imidlertid af dagsordenen til udvalgs- mødet, at det ikke er så nemt at få nedlagt servicebusserne igen, da aftalen om servicebusser kører til 2013.
Derfor vedtog økonomiudvalget at undersøge, hvordan man kan tilpasse busserne til det fremtidige bynet - herunder muligvis også at forsøge at øge deres popularitet gennem en reklamekampagne.
















