I år var Benny og Lisbeth Hudlebusch ikke de første i boligblokkene i Studsgaardsgade, der pyntede til jul.

Men det var en undtagelse, der bundede i en misforståelse.

»Vi havde pyntet op til halloween med et græskarhovede på altanen, og min mor troede vi var begyndt at pynte op til jul. Så dagen efter var der julepynt på deres altan. Vi plejer ellers altid at være de første,« fortæller Benny Hudlebusch, der fra lejligheden i Studsgaardsgade 11 kan se sine forældres altan.

Pynter op i otte dage

Den har - lig med hans egen - i over en måned været pyntet med farverige lyskæder, der blinkende ønsker glædelig jul.

Altanen- og lejligheden i Studsgaardsgade - bliver gerne pyntet op en dag først i november - omkring det tidspunkt, hvor julebryggen frigives. Og det er en tradition, at børnebørnene og Lisbeths søsters børn hjælper til.

»Julen er noget særligt. Folk skejer ud med lys og gran, og når man går ned ad strøget dufter der af brændte mandler og gran. Det er en fornøjelse, jeg ser frem til. Men ikke travlheden,« siger Benny, der er flasket op med en december fuld af pynt.

Hans forældre har så meget, at det tager dem otte dage at pynte op, og hans fire søstre sparer heller ikke på nisserne i december. Selv begyndte han først for alvor at gå op i det, da han for otte år siden fik overdækket altan.

Flere naboer pynter op

»Så fandt vi ud af, at man kunne sætte noget op derude, og så er det blevet mere og mere,« fortæller hans kone Lisbeth.

Siden er flere og flere naboer hvert år begyndt at gøre Benny og Lisbeth efter. I år blinker omkring 10 altaner i Studsgaardsgades boligblokke om kap.

»Det er helt vildt. Men hvis Netto (ved siden af boligblokkene, red.) havde mere at hænge op, tror jeg, mange flere havde det. Der er jo også mange ældre, der ikke kan komme så langt,« siger Benny Hudlebusch.

Det er ham, der er primus motor, når det kommer til julepynt.

»Jeg har ikke noget imod det, men jeg synes, det er lige lovligt tidligt, vi går i gang,« siger Lisbeth, der går med til den tidligere oppyntning mod at lysene først bliver tændt senere i november.

1,80 m høj julemand

Hun er selv med til at udvide samlingen af julepynt, der bliver lidt større hvert år og resten af året fylder det meste af garagen. Men da Benny sidste år havde set sig lun på en 1,80 meter høj julemand, nedlagde hun veto.

»Hvor skulle den være henne om sommeren?,« spørger Lisbeth sin mand, der har mange planer, når det kommer til julegrej.

»På et tidspunkt kommer der lys på trappen og en ringeklokke, der spiller julemelodier. Det er Lisbeth, der holder mig tilbage,« konstaterer Benny, der allerede har planlagt næste juls udsmykning.

»Næste år vil jeg trække en snor fra vindue til vindue, hvor der skal stå »God jul« med farvede lys.«