Jeg sidder i skrivende stund og undrer mig over, hvordan Borgerrepræsentationen har kunnet falde på knæ for Iran, som tilfældet er med sagen om moskeen på Vibevej 25.
Jeg deltog i borgermødet tirsdag den 1. juni på Hillerødgade skole, og det var tydeligt, at de eksiliranere, der var til stede, var synligt berørt over, at de nu endelig var sluppet ud af magtregimets kløer kun for at komme til Danmark, der nu vil indføre det.
De tilstedeværende iranere var ikke glade for,, at den danske stat lod hånt om de problemer, de var flygtet fra.
Kommunen havde gjort det smarte, at man havde sendt to embedsmænd og to embedskvinder til at styre mødet, for så var politikerne fri for at blive konfronteret med problemet i form af eksiliranerne på mødet.
Men jeg er helt sikker på, at hvis politikerne giver bygherren lov til at bygge de to minareter, vil der gå max fem år for de begynder at råbe fra dem.
Nej, vi kunne hjælpe eksiliranerne og os selv ved at sende alle imamerne ud af landet i stedet for at gå deres ærinde.
