Hverken danskere eller etniske minoriteter skal generalisere. Det skader integrationen, mener Etniske Minoritetskvinders Råd.

Tonen er blevet meget værre i debatten om indvandrere og muslimer.

Det fastslår næstforkvinde Alma Bekturganova Andersen fra Etniske Minoritetskvinders Råd som en reaktion på de læserbreve, Nørrebro/Nordvest Bladet har modtaget fra Venstres formand i Utterslev, Flemming Jensen.

I læserbrevene anklager Flemming Jensen muslimer for generelt at undertrykke kvinder og tvinge dem til ægteskab med familiemedlemmer, tvinge dem til at gå med tørklæder og en række andre påstande.

Og den type muslimkritiske påstande kom ikke ud i debatten, da Alma Bekturganova Andersen kom til landet for fem år siden.

"Danmark er blevet et helt andet sted i løbet af de fem år. Politikerne vil ikke længere diskutere integration. Det hele er blevet så populistisk og overfladisk, og de fleste går ikke ind i sagerne og prøver at forstå, hvad problemerne handler om," siger Alma Bekturganova Andersen.

Hun understreger samtidig, at der er problemer i nogle familier, men at det ikke hjælper noget at generalisere, hvis tingene skal blive anderledes.

"Den type udtalelser gør rigtig meget skade. Nogle muslimer og etniske minoriteter har ligesom nogle danskere tendens til at generalisere, og når en person har Flemming Jensens holdninger bliver det nemt opfattet, som om alle danskere mener det. Vi skal alle blive bedre til at stoppe med at skære alle over en kam," siger Alma Bekturganova Andersen, der selv er vokset op i kulturelt muslimsk område og er kommet hertil fra Kazakhstan.

Vil gå med tørklæde

"Jeg har sagt til min mand, at han ikke skal blive forskrækket, hvis jeg en dag begynder at gå med tørklæde, for så vil det være i protest. Jeg vil vise, at jeg vil støtte muslimske kvinder, og at man kan være muslim på hver sin måde, og at jeg er stolt af at være muslim. Jeg kender masser af muslimske kvinder, der ikke gik med tørklæde, der hvor de kom fra oprindeligt, men som er begyndt i Danmark. Presset på dem er massivt, og de vil ikke acceptere, at de skal føle sig mindreværdige på grund af deres religion. Derfor begynder mange at gå med tørklæde i protest, og det er min opfattelse, at det er Dansk Folkepartis skyld, at så mange kvinder i Danmark går med tørklæde," siger Alma Bekturganova Andersen.

Hun glæder sig dog over, at kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) har taget afstand fra sin partifælles udtalelser i læserbrevene.

"Jeg er rigtig glad for Pia Allerslevs reaktion. Det er vigtigt, at det bliver slået fast, at Venstre ikke generelt har de holdninger, der kommer frem," siger Alma Bekturganova Andersen.