Handling: City Avisen kunne i sidste uge fortælle om den lave vandkvalitet i søen i Ørstedsparken. Det får nu flere medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget til at bringe spørgsmålet om sø-vandets kvalitet på udvalgets dagsorden.
Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Socialdemokraternes Lars Weiss siger:
»Det er helt nyt for mig. Jeg boede indtil for nogle år siden tæt ved Ørstedsparken, og der virkede det til, at både søen og dyrelivet trivedes. Jeg vil bede forvaltningen om at orientere udvalget om situationen i søen og i parken.«
To mulige løsninger
Park og Natur har testet vandkvaliteten og konkluderet, at den er for dårlig til, at man leder vand fra søen i Ørstedsparken til De Indre Søer. Som City Avisen skrev i sidste uge, mistænker flere naboer til parken den lave vandkvalitet for også at være skyld i, at dele af dyrelivet forsvinder.
Park og Natur oplyser, at der findes to mulige løsninger på den dårlige vandkvalitet. En løbende tømning af søen til kloak eller et decideret restaureringsprojekt, som man gjorde ved De Indre Søer fra 2002 til 2006.
»Vi må som minimum have regnet på det, så vi ved, hvad det eventuelt kommer til at koste,« siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Liberal Alliance, Lars Berg Dueholm og fortsætter:
»Vi skal jo snart til at lave det samlede budget for 2013 og der vil det jo være oplagt at se på en genopretning af vandkvaliteten i søen i Ørstedsparken.«
Er det prisen værd?
I Teknik- og Miljøudvalget ved politikerne endnu ikke, hvad det vil koste at restaurere søen. Men flere medlemmer peger på, at det er den bedste løsning i stedet for løbende at udlede vand til kloakken.
»Det helt ideelle ville selvfølgelig være at restaurere søen, så kvaliteten bliver så god som i De Indre Søer. Hvad det vil koste er jo en anden sag, Men i første omgang vil jeg bede forvaltningen om at gå ind i sagen og give et overblik over søens tilstand samt give et løseligt overslag på prisen for at løse eventuelle problemer,« siger Lars Weiss.
Dyrt og dårligt
Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) mener heller ikke, at løsningen er en udledning til kloakken.
»Der er desværre ikke nogen her og nu løsning, på den lave vandkvalitet i Ørstedsparkens sø. Det er en meget dyr løsning, løbende at udskifte vandet. Det ændrer heller ikke ved de dårlige bundforhold og man kan risikere, at en varm sommer alligevel kan være ødelæggende«, lyder det i en mail til City Avisen fra teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
Borgmesteren ser også en fuldstændig restaurering som den bedste løsning, om end hun ikke er så positiv i forhold til at finde pengene.
»Den klogeste og mest langsigtede løsning er et restaureringsprojekt. Det har vi desværre ikke fundet pengene til i budgettet. I øjeblikket er der heller ikke nogen aftager for søbunden, men vi håber, at der åbner sig en løsning med det fremtidige havnedepot,« skriver Ayfer Baykal.
Havnedepotet ligger ud for Københavns Nordhavn, hvor blandt andet jord og kalk fra udgravningen af den nye Metro Cityring fyldes i to enorme jorddepoter.
Depoterne ved havnen kommer til at udvide byens areal med 100 hektar. Og muligvis bliver der altså også fyldt sø-bund i depoterne.
Det er dog endnu uvist, om depotet bliver godkendt til at tage imod søbunden.















