Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har haft så stor succes med at låne ladcykler ud, at ordningen nu udvides.

"Lad bilen stå og lån en ladcykel - det er gratis!"

Sådan lyder opfordringen fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, der i godt et år har udlånt ladcykler til borgerne i Indre By og på Christianshavn. Stor efterspørgsel gør, at miljøpunktet nu udvider ordningen.

"Ordningen har været en succes, og vi var derfor meget glade for at Indre By Lokaludvalg har valgt at donere yderligere otte cykler til projektet. Det betyder, at vi sammen med vores nye samarbejdspartnere nu er i stand til at tilbyde hele bydelen at låne en ladcykel tæt på deres bopæl," siger centerleder Jens Hvass, Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

I godt et år har borgerne i København K kunnet låne ladcykler fra Miljøpunktets kontor på Rådhuspladsen og fra Christianshavns Beboerhus. Fremover vil det være muligt at låne i alt 12 ladcykler fra seks forskellige steder i byen. Tilbuddet gælder alle, der bor eller arbejder i bydelen.

De grønne ladcykler udlånes til mange forskellige formål: Alt fra simpel fragt af storkøb, til en tur på genbrugsstationen, en polterabend eller en tur ud i det blå.

"Hver gang lånet af en ladcykel erstatter en bil, er vi i det små med til at forbedre den trafikale situation og mindske luftforureningen i Indre By. Og samtidig kommer vi et skridt nærmere målet om, at København skal være CO2-neutral i 2025," siger Jens Hvass.

Her kan du låne en ladcykel:
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Rådhuspladsen 77
Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34
Custom House, Havnegade 44
Ungdomsskolen, Fredericiagade 39
Østerbro Bibliotek, Dag Hammarskjölds Allé 19
Irma Frederiksborggade, Frederiksborggade 34-36