Advokaten Jørn Nedergaard og rockmusikeren Asger Steenholdt er gået sammen i et utraditionelt samarbejde.

Vi befinder os i en lejlighed på Galionsvej på Holmen. To personer sidder ved et bord midt i lejligheden. Den ene, 52-årige Jørn Nedergaard, er advokat og klædt i blå cowboybukser, blå-hvid stribet skjorte, sort blazer og brune lædersko. Han bærer runde briller og har et halvkraftigt fuldskæg og har håret strøget tilbage. Den anden, 45-årige Asger Steenholdt, er guitarist i rockbandet Big Fat Snake. Han er ligeledes i blå cowboybukser og bærer en grøn jakke og hjemmelavede gummisko og er næsten skaldet.

De to midaldrende mænd har startet en virksomhed inden for konflikthåndtering og kommunikation, og sammen kalder de sig "Rockmusikeren og Advokaten". Jørn Nedergaard og Asger Steenholdt faldt bogstaveligt talt i armene på hinanden på Mediationsinstituttet i Hellerup for fire år siden. Jørn Nedergaard kendte ikke noget til Big Fat Snake og Asger Steenholdt, men der var en gensidig forbindelse med det samme, selvom de på mange måder er meget forskellige. Jørn Nedergaard er vegetar, cykler og bor i byen. Han er oprindelig uddannet bankmand, men valgte som 36-årig at læse til jura og blev efterfølgende uddannet som advokat. Asger Steenholdt spiser tatar, kører i bil og bor på landet. Han har altid spillet musik - de seneste 13 år i Big Fat Snake.

Jørn Nedergaard har gennem tiden ført og vundet mange retssager som advokat. Men han har også erfaret, at hvis folk havde vidst på forhånd, hvor hårdt det ville være at køre en retssag, så ville de nok have prøvet noget andet. Det fik ham til at se på, om det ikke kunne gøres bedre.

"Det kan være fagligt tilfredsstillende at vinde en retssag, men det giver en helt anden lykkefølelse, når man kan forsone personer. I retssager fører man en krig for at vinde over den anden part, og skilsmissen er i den sammenhæng den ultimative krig. Som ofte er det følelsesmæssige behov, der står i vejen ved en skilsmisse, og her kan vi som mediatorer hjælpe folk med at udtrykke det, der er årsagen til konflikten," siger Jørn Nedergaard, der selv er gift og har to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

"Man kan altid finde en løsning for begge parter, og det gælder om at finde to vindere. Ved skilsmisse ønsker begge parter for eksempel, at børnene får en god opvækst, et sted at bo og en uddannelse. Det, at de ikke er enige, fylder derfor lige pludselig ikke så meget. Den ene part kan også være bange for at miste sit barn. Det kan man løse ved gensidig tillid og tilgodese et behov for at være med i børnenes opdragelse," siger han og fortsætter:

"Vi gør det, fordi vi kan lide det, og så har vi begge prøvet at blive skilt. Det kan tage halve og hele år med en retssag, der kan løses langt hurtigere med konfliktmægling. Nogle gange er det nok at mødes et par gange. Og generelt er konfliktmægling langt hurtigere, mindre smertefuldt og langt billigere end at køre en retssag," siger han.

Forskelle er en styrke

Asger Steenholdt har selv prøvet at være igennem et opslidende forløb i Big Fat Snake med den tidligere forsanger, Peter Viskinde, der til sidst forlod bandet efter interne uenigheder.

Striden tærede så hårdt på Asger Steenholdt, at han på et tidspunkt overvejede kraftigt, om han skulle stoppe i bandet.

"Jeg har altid spillet musik, og for fem år siden spillede jeg bas i Big Fat Snake. Men jeg havde svært ved at komme igennem med min musik i bandet og lavede derfor flere ad hoc projekter. Først ville jeg bare væk fra musikken, men fandt så ud af, at jeg som mægler kunne være med til at forandre forholdene i Big Fat Snake. Konflikter er en naturlig del af livet. Spørgsmålet er bare, hvordan man håndterer dem. Som mægler bruger man masser af energi, men det er også tilfredsstillende. På samme måde som når man har spillet til en koncert," siger Asger Steenholdt og fortsætter:

"I starten holdt jeg musikken ude som mægler, men fandt hurtigt ud af, det er min bropille. Både konflikter og samarbejde ligger dybt integreret i musikken, og jeg synes jo, det er skide skægt at spille musik," siger han.

De ser deres forskelligheder som en styrke, som de også gør brug af, når de er ude sammen som mediatorer. I mediationssituationen holder den ene sig lidt tilbage i starten og observerer, hvem der bliver berørt, mens den anden er mere verbal. Senere skiftes de til at være den, der tager stafetten.

"Vi er begge meget intuitive. Asger er med sin musikalske baggrund meget kreativ og god til at gribe nuet. Og man er nødt til at være i nuet, fordi konfliktmægling handler om meget faktuelle ting, hvor der ikke er svar på forhånd," siger Jørn Nedergaard. Asger Steenholdt supplerer:

"Jeg bruger meget min musikalitet. Det er ligesom at spille en melodi og lige pludselig skulle spille efter en anden melodi. Jeg vil nok sige, at Jørn er mere stringent end mig, hvor jeg er mere intuitiv. Og som regel er jeg mere passiv og tilbageholdende den første halve time af mæglingsmødet, hvor folk tit tror, jeg er hans assistent."