Juleaften kommer der skilt på døren i Cafe Sommersko i Kronprinsensgade. På skiltet vil der stå, at der holdes en lukket fest. En fest for nogle af dem, der til daglig lever uden tag over hovedet.

»Guds søn blev ikke født på et kongeslot, men i en krybbe. Jeg ser det, som et lille julevangelium,« siger Asser Skude - eller hjemløsepræsten, som han kaldes. Sammen med Cafe Sommersko står han bag juleaften-arrangementet for hjemløse.

Det er sjette år i træk, at Café Sommersko holder jul for hjemløse, og de nye folk bag cafeen, der tog over i august, var ikke sene til at sige ja til at føre traditionen videre.

»Det er en rigtig god ide, som vi gerne vil bakke op om,« siger bestyrer Esben Petersen.

Asser Skude står bag intiativet Gjaestebud, der hver søndag tilbyder varm mad og kage til byens hjemløse i Bethesdas lokaler på Israels Plads, og han begraver de hjemløse fra Domkirken, når de dør.

Arrangørerne har fået mange henvendelser fra frivillige, der gerne vil give en hjælpende hånd juleaften, men man har måttet sige nej til en del. Til gengæld er der mulighed for at donere varmt tøj, soveposer, sko, tæpper eller andet.

»Vi skulle gerne have fyldt op under det store juletræ,« siger Esben Petersen.

Donationer kan afleveres på cafeen frem til 23. december.