NIMTOFTE: Sparekassen Kronjylland havde reserveret Djurs Sommerland til sine kunder søndag 19. september. Med masser af aktiviteter og koncert med Muddi & Salamidrengene blev det en forrygende familiedag.

»Det var som altid dejligt at se alle de glade børnefamilier, som havde en hel dag til at more og hygge sig«, siger eventchef Peder V. Poulsen, Sparekassen Kronjylland.

Knap 8.000 glade sparekassekunder nød en dejlig dag i Djurs Sommerland. Og der var fuldt tryk på fra åbningen klokken 10.00.

I år havde sparekassen den store fornøjelse at præsentere publikum for en helt ny Kronse-sang. Muddi & Salamidrengene har skrevet og indspillet den skægge tekst til »Kom og leg med Kronse«, og det altid så livlige band var naturligvis på scenen hele to gange med Kronse-sangen. Kronse er sparekassens elg-maskot.

Sparekassen Kronjylland inviterede sine kunder med i Djurs Sommerland til en stærkt reduceret pris.

»Det skal være billigt for børnefamilierne at komme en tur i Djurs Sommerland. Sådan skal det være«, siger Peder V. Poulsen.