SELVFORSVAR. Glædens dag i Frederiksværk Selvforsvar
GRADUERING: Tirsdag i sidste uge var en glædens dag i Frederiksværk Selvforsvar, der havde graduering på programmet ovenpå vinterens hårde træning.
Selve gradueringen blev skudt igang af handicapholdet, Frederiksværk Selvforsvars nye tiltag op til denne sæson. Her var Jim Olsen indstillet til sit første bælte i karrieren, og han bestod prøvelserne særdeles flot overfor et imponeret dommerpanel. En præstation der fik det store smil frem hos klubbens Sensei, Martin Brohus:
»Dette er historieskrivning for Frederiksværk Selvforsvar, da det er første sæson nogensinde, hvor vi har et handicap hold og Jim Olsen er den første elev der består den hårde prøve«, sagde Sensei Martin Brohus og fortsatte:
»Gradueringen af Jim Olsen betyder rigtig meget, ikke kun for Jim som person, men han har med sin graduering bevist, at alt er muligt og han har banet vej for en masse andre med fysisk handicap, der sidder tilbage med en følelse af at kampsport ikke er for dem. Det kan godt lade sig gøre«.
Jim Olsen var ikke ene om, at være til graduering. Flere af Frederiksværk Selvforsvars unge medlemmer på børneholdene var ligeledes oppe til prøve og endnu en gang var såvel trænere som hjælpetrænere og bestyrelse glædeligt overrasket over klubbens talentmasse. Alle bestod med bravour og glædeligt var det specielt, at elever fra såvel Frederiksværk og Ølsted havde en perfekt dag.
Netop Frederiksværk Selvforsvar og Ølsted Ju-Jitsu blev ved sæsonstarten slået sammen, og gradueringen beviste, at såvel elever som forældre har stor tillid til det nye klubformat.
Når næste sæson skydes i gang efter sommerferien, bliver det igen med hold i Ølsted, Frederiksværk og handicap hold for alle aldre.














