serie 1: Efter en rodet omgang de første 45 minutter i søndagens hjemmekamp mod Brede fik FFK sadlet om og sat sig på kampen i anden halvleg, hvor der ikke var tvivl om udfaldet, som endte 2-0 til hjemmeholdet.

»Det var lidt en tålmodighedsprøve over for os selv i første halvleg, hvor vi ikke ramte formen, og hvor ingen af holdene tog initiativ til at vinde kampen. Vi fik snakket om det i pausen og blev enige om at lægge 20 procent oven i vores indstilling, for så ventede de tre point. Og det fik vi heldigvis gjort,« fortæller træner David Rasmussen. Han så to vigtige aspekter i sejren.

»Vi holdt nullet, og det er et vigtigt fokuspunkt for os, at vi står godt i vores organisation. Desuden får vi i tillæg så lavet de mål, der skal til. Igen en stor ros til drengene for deres anden halvleg, vi er rigtig tilfredse hele vejen rundt. Vi ser gode ud i øjeblikket med et solidt forsvar og skarphed i front,« tilføjede han.

Andreas Westh kom på tavlen med 1-0 i det 55. minut efter god indbyrdes forståelse, hvor bolden blev lagt godt af til Westh, der afsluttede køligt. Efter 70. minutter scorede Nicati Kocmar, da han lagde bolden ind efter en kæk skudfinte - et mål, der mindede meget om det, han scorede i sidste weekend.

Efter kampen blev Andreas Westh fejret i omklædningsrummet for jubilæumskamp nummer 100 for klubben. Serie 1-mandskabet indtager en godkendt tredjeplads i tabellen med kort margen op til de to øverste hold.

Hjemme søndag kl. 13 tager FFK imod midterholdet FC Øresund, som udgøres af reserverne fra klubbens danmarksseriehold.