Marianne Maibøll flytter to år til Canada for at træne til de Paralympiske Lege og hendes bedste ven, hunden Fellow, skal med.
Fellow tager forsigtigt det grønne reb i munden og hiver døren til. Resten må Marianne Maibøll selv klare, at lukke altandøren helt. Fellow er servicehund og bor hos Marianne på Holger Danskes Vej, der er kørestolsbruger og eliteidrætsudøver i kørestolsrace og langrendspigging. Lige nu har hun mest fokus på kørestolsrace, og drømmen er at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i London i 2012.
»Jeg har fremlejet min lejlighed i to år og flytter til Canada i slutningen af januar måned. Der er mange praktiske ting, jeg skal nå, før jeg rejser. Jeg skal også rundt og sige ordentlig farvel til familie og venner,« smiler Marianne Maibøll på 33 år.
Det var lidt af en tilfældighed, at hun opdagede kørestolsrace i 2007, som hun faldt for med et brag. I første omgang lånte hun en kørestolsracer, men i dag har hun sin egen, som hun bl.a. træner flittigt på i stuen.
»Jeg træner halvanden time hver dag i race og et par gange om ugen, træner jeg to gange halvanden time om dagen. Jeg træner også styrketræning et par gange om ugen i Brøndby, da jeg er Team Danmark atlet. Jeg får ikke løn, men Team Danmark støtter en træningslejr og to større internationale stævner,« smiler hun og viser bøfferne på overarmene frem.
Marianne blev hurtigt bidt af kørestolsrace, og med den målrettede træning kom hun snart på atletiklandsholdet under Dansk Handicap Idrætsforbund og Team Danmark. I oktober 2008 deltog hun i sit første maratonløb i Japan.
Særlige handsker
Til ære for fotografen hopper Marianne i træningstøjet og snart sidder hun parat i kørestolsraceren med sorte handsker på hænderne. Når hun skal have raceren op i fart, så slår hun på stolens hjul og uden de store problemer kan den snildt komme op på en fart omkring 20-30 km/t.
»Mine handsker er lavet af hård plast, som kommer på en plade. Plasten kommer så i kogt vand, og så former jeg modellen efter mine fingre. Men man kan godt få vabler alligevel,« smiler hun.
Fellow har fået sin lille vest på, hvor der står Jeg er en servicehund på arbejde. Den ligger lige så stille og kigger på Marianne, mens hun racer af sted i dagligstuen. I ny og næ kommer Fellow dog lige hen og hilser på, og slikker hende blidt på armen. De to er sammen i døgnets 24 timer. Fellow har som en førerhund ret til at komme med overalt.
»Når Fellow har vesten på, så ved den godt, at den ikke må henvende sig til andre. Fellow hjælper mig med mange ting i dagligdagen, den kan samle ting op fra gulvet, tage vasketøjet ud af vaskemaskinen og åbne og lukke skuffer og døre. Fellow er lige så meget en hyggehund, som den er en servicehund ,« siger Marianne og smider en kuglepen på gulvet, som Fellow straks snupper i munden og returnerer til hende.
Fellow er ni år gammel og skal naturligvis med til Canada. De to kan nemlig ikke undvære hinanden.
»Fellow skal ikke i karantæne. Jeg har talt med min hundetræner, og hun siger, at det ikke er noget problem for Fellow at flyve så langt. Vi har dog taget en kortere testflyvning og det gik godt,« siger Marianne.
Søger arbejde
Marianne er uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet og er i fuld sving med at søge arbejde i Canada.
»Jeg har en lejlighed i Canada og skal så træne og arbejde fuldtid ved siden af. Jeg har været til samtale, så der er stor sandsynlighed for at jeg får et job,« siger hun.
Marianne skal træne med det canadiske landshold, og har allerede været en smut i Canada i sommers. Hun skal primært træne sprint, men hun kører også maraton, og
vandt Berlin halvmarathon for et par år siden. En marathon kan hun køre på en time og 50 minutter, men så er der også fart på og sveden springer på panden og omverdenen bliver lukket ude.
Men først skal hele lejligheden pakkes ned og fyldes i en container, der ankomme til Canada seks uger efter Marianne og Fellow er landet på canadisk jord.
»Jeg skal have alle mine bøger med, som jeg skal bruge i mit arbejde, men også for at føle mig hjemme,« siger hun.
Marianne er meget spændt på at flytte til Canada, selv om hendes familie vil komme til at savne hende. Dog familien har lovet at komme på besøg, og Marianne har også tænkt sig at vende snuden hjem på besøg.
Dannebrog til tops
Godt nok træner Marianne sammen med det canadiske landshold, men hendes hjerte banker for Danmark.
»Det er for tidligt at drømme om medaljer, da jeg først skal gennem en kvalificeringsrunde. Jeg har trænet seriøs i fire år, og har ikke mange års slidtage, så jeg er stadig frisk og ung. Jeg vil gerne sætte personlige rekorder, og måske en finaleplads. I de sidste par år har jeg trænet alene, så det bliver en forandring at skulle træne sammen med andre,« smiler hun.
Et nyt liv venter i Canada, og bliver det til en plads på vinderskamlen i 2012 i London, så er hun ikke i tvivl.
»Jeg stiller op for det danske landshold, og hvis jeg kommer på skamlen, så er det dannebrog, der skal ryge til tops,« smiler hun.
