Landets største private vagtlæge-virksomhed forventer øget pres fra borgere på Frederiksberg efter beslutningen om at flytte den offentlige lægevagt til Hvidovre

Forringelsen af den offentlige lægevagt for Frederiksberg-borgerne vil medføre, at flere fremover vil vælge at betale af egen lomme for hurtigt at få besøg af en privat lægevagt.

Det forventer læge Tue Christoffersen, der er en af de to stiftere bag landets største private vagtlæge-firma, Privatlægen, som dækker København og Frederiksberg, omegnskommunerne samt Nordsjælland.

»Det er klart, at når det offentlige gennemfører strukturændringer, der medfører serviceforringelser som nu på Frederiksberg, så skaber det nye muligheder for os,« siger Tue Christoffersen.

Hans udtalelse kommer i kølvandet på beslutningen om at flytte lægevagten fra Diakonissen til Hvidovre - en flere år gammel beslutning, som Region København tilsyneladende har glemt at kommunikere ud til borgerne på Frederiksberg.

I forvejen strømmer patienterne til Privatlægen, hvis målsætning er at være fremme hos patienten hurtigst muligt - og at have god tid. Et besøg af Privatlægen koster typisk 1.400 kroner.

Oftest undgår patienterne også at besvære sig ned på apoteket bagefter, fordi lægerne har den nødvendige medicin med i tasken.

Også om dagen

Især lange ventetider på den offentlige lægevagt eller skadestuerne - samt et ønske om god service - får stadig flere danskere til at vælge at betale af egen lomme, når de har behov for hurtigt at få besøg af en læge.

Tue Christoffersen afviser, at Privatlægen er med til at udhule det offentlige sundhedsvæsen.

»Vi kunne jo netop ikke være her, hvis ikke det offentlige var her. Vi er et supplement til det offentlige. Vi er der, når folks egen læge ikke er der. Og hvis folk på Frederiksberg synes, at det er for bøvlet at køre til Hvidovre, så har de altså muligheden for at ringe til os,« siger han. For nogle måneder siden udvidede Privatlægen sin åbningstid, så patienterne nu også kan få fat i en læge i dagtimerne. Nu kører de private læger ud kl. 8-24 - alle ugens dage.

»Flere og flere af vores patienter efterspurgte muligheden for konsultation om dagen og ikke kun i aftentimerne, og den service og fleksibilitet vil vi meget gerne kunne levere. Og så oplever vi heldigvis, at mange af vores patienter vender tilbage, fordi de er meget tilfredse med vores service,« siger lægen.

Øget efterspørgsel fra patienter har i øvrigt medført, at Privatlægen netop nu er i gang med at lancere en helt ny ydelse. Firmaet tilbyder nu hospitalspleje af folk i eget hjem - et tilbud, som blandt andet kan være relevant for svagelige ældre, kronisk syge eller døende, som er mere trygge ved at blive plejet derhjemme.

Fakta: Privatlægen

Privatlægen har siden 2006 behandlet tusinder af private patienter eller ansatte på virksomheder. 

Privatlægen har i dag 10 læger tilknyttet. Lægerne tager sig både af akutte og kroniske sygdomme, ligesom man også tilbyder at tage blodprøver.

www.privatlaegen.dk