Strategi. Lone Loklindt efterlyser bedre bud på fremtidens velfærdsløsninger
Velfærd: Frederiksberg skal have en strategi for at fremme social-økonomiske løsninger, mener Lone Loklindt (R), der også er kandidat til folketinget.
Socialøkonomiske virksomheder har bud på fremtidens velfærdsløsninger. Derfor foreslog Lone Loklindt fra Radikale Venstre i forsommeren, at Frederiksberg Kommune laver en strategi for at fremme socialøkonomiske virksomheder.
»I hele debatten om fremtidens velfærd er det ikke nok at konstatere, at økonomien kan rettes op, hvis vi afskaffer efterlønnen eller arbejder en time mere om ugen. Og selv hvis vi gør begge dele, slår det ikke til, hvis vi vil sikre velfærdssamfundet i fremtiden. Vi skal opfinde nye måder at løse opgaverne på, hvis pengene skal slå til og alle eller næsten alle skal kunne være med. Og det er her de socialøkonomiske virksomheder, velfærdssamfundets iværksættere, kommer på banen,« siger hun.
Døve kokke
Torsdag 13. januar 2011 modtog virksomheden, Allehånde, FDBs pris som årets social-økonomiske virksomhed 2010. En pris på 100.000 kroner for deres indsats og fremragende resultater. Allehånde er en cateringvirksomhed, som kun ansætter døve kokke og som nu fungerer på almindelige markedsvilkår.
»Allehånde er et eksempel på, hvordan man ved at tage visse hensyn kan beskæftige personer med handicap og dermed producerer værdi for de kunder, som køber produkter og service, men også værdi i form af løn og selvværd for de personer, som kan have svært ved at klare sig på en helt ordinær arbejdsplads og sidst men ikke mindst skaber værdi for samfundet, ved at konvertere passive modtagere af ydelser til aktive medborgere som betaler skat af deres løn. En rigtig succeshistorie. Og den slags er der heldigvis flere og flere af,« siger Lone Loklindt.
Ved prisuddelingen var der også oplæg og workshops om hvad der skal til for at få den slags virksomheder op at stå (kapitalbehov, selskabsformer, markedsadgang) og hvordan man får dem til at løse nogle af udfordringerne inden for velfærdsservicen i fremtiden, hvor vi bliver færre i den erhvervsaktive alder til at forsørge flere unge og ældre.
De social-økonomiske virksomheder kan være af mange typer. De kan agere på almindelige markedsvilkår eller de kan være den offentlige sektors forlængede arm i løsningen af velfærdsopgaver, som f.eks. at sluse svage grupper ind på arbejdsmarkedet evt. på lempelige eller helt særlige vilkår. Læs mere de kommende uger om dette tema, hvor kommunalbestyrelsen skal beslutte hvordan disse løsninger kan fremmes i Frederiksberg Kommune.















