Da Hadsten og de øvrige byer langs Den jydske Længdebane for 150 år siden blev gennemskåret af jernbanesporene, blev det naturligvis nødvendigt at afskærme fodgængere og den øvrige landevejstrafik fra de hurtigt kørende tog.

Til formålet blev der ved overkørslerne opsat bomme, og Statsbanerne ansatte ledvogtere til at betjene bommene. Dette arbejde blev på den tid udført med håndkraft. På de ældst kendte fotografier fra Hadsten kan man næsten altid se bommene, som står ved byens hovedfærdselsåre, landevejen Randers – Skanderborg.

Der er ikke mange personer tilbage i lokalområdet, som har mødt »Bommelutmanden« eller »Bommelutten«, som Hadstens mest kendte ledvogter blev kaldt lige til sin dødsdag. Derimod er der stadig mange mennesker, som har hørt om denne velkendte mand i gadelivet, da stationsbyen blomstrede op i tiden mellem de to verdenskrige.

Fra fisker til statstjenestemand

Bommeluttens rigtige navn var Jacob Jensen, og heldigvis lever hans barnebarn Carl i bedste velgående og kan fortælle om bedstefaderens virke som statstjenestemand, ansat af DSB som ledvogter ved baneoverskæringen i Hadsten. Carl Jensen eller Calle, som er hans kælenavn, er født og opvokset i Hadsten i 1925, og jeg lærte Carl at kende for mange år siden, da jeg faldt i snak med ham på Lilleåmarkedet.

Carl har en eminent hukommelse, og samtidig er han en interessant fortæller. I tidens løb har vi ofte sludret om løst og fast. Derfor stopper jeg på en sludfyldt vinterdag en banankage i tasken og besøger ham på Vestervangen. Nu skal vi have kastet lys over Bommeluttens skæbne og samtidig høre en historie om Carls egen opvækst i Hadsten.

Carl Jensens bedstefar - Jacob Jensen - blev født i 1875 og kom oprindeligt fra et fattigt fiskermiljø ved Glyngøre, men allerede tidligt besluttede han sig til en fremtid ved Statsbanerne, som på den tid tilbød masser af interessante arbejdstilbud overalt i landet. I 1906 blev han fast ansat ved DSB, og i 1910 flyttede han og hustruen Josephine til Hasselager, hvor han blev ledvogter. Efter at have levet af fisk og kartofler de første 15 år af sit liv, så Jacob frem til en tjenestemandsstilling, om end lønnen var beskeden.

Hadsten Station kalder

I 1914 blev Carls bedstefar tilbudt stillingen som ledvogter i Hadsten, og han slog til. Dermed fik Jacob Jensen ansvaret for, at bommene blev sænket rettidigt, så trafikken over banen mellem Nørregade og Søndergade – eller Storegade, som gaden hed i en årrække – kunne afvikles sikkert.

Et ledvogterhus, som nærmest kun var et skur, hørte med til jobbet. Huset var ikke stort - omkring 3 x 3 meter - men det var udstyret med en kakkelovn, et bord og en stol, så ledvogteren kunne hvile sig mellem togafgangene.

Endvidere kunne han søge ly for regnbygerne eller få sig lidt varme, når vinterkulden blev streng. I begyndelsen hængte ledvogteren en hvid klud på en stang ud for at markere overfor lokomotivføreren, at han var der, og at bommene var nede.

Dette blev dog senere afskaffet af sikkerhedshensyn, og derefter måtte Jacob Jensen ud ved hver togankomst og med armen i vejret markere med et reglementeret statsbaneflag, at alt var i orden.

»Bedstefar havde også tjenestebolig til familien, og det lå ved siden af banegården,« siger Carl og fortsætter:

»Det var et lille fint, hvidt hus, som tilhørte Statsbanerne, og da min bedstefar døde, måtte bedstemor forlade det, da den nye ledvogter skulle flytte ind. Det var imidlertid ledvogterskuret, der var mest spændende, og der løb jeg altid løb hen og besøgte ham. Jeg holdt meget af at betragte hans arbejde med at rulle bommene ned ved hjælp af et par store drejehåndtag. Meget tæt på huset stod der et par mandshøje klokketårne, hvis højlydte dong-dong varslede togenes ankomst.«

Husflid, mens der ventes

Jacob Jensen sørgede for, at der blev sat en taburet frem til barnebarnet inde i skuret. Så fortalte han lille Carl historier, medens der blev lavet forskelligt husflidsarbejde; blandt andet hans kendte hestevogne skåret af træ, og hestene blev sirligt forsynet med både sadler og seletøj.

Jacob Jensen kunne nå at påbegynde et par gulvskrubber eller en børste, mens han ventede på næste tog, og håndarbejdet blev senere solgt for at supplere den sparsomme lønindtægt fra Statsbanerne.

Når der er lut´…

»Der kom naturligvis ikke så mange tog dengang,« fortsætter Carl.

»Trods det var der alligevel nok at se til med såvel gennemgående ekspresser som standsende tog. Til tider kom der nogle enormt lange godstog. Ja, jeg har da ofte talt mere end 70 vogne.«

De lange godstog kunne give problemer for trafikkens afvikling over jernbanen, idet der ind i mellem forestod et større rangérarbejde i Hadsten. Derfor skete det, at trafikken blev blokeret ved overkørslen, men som samvittighedsfuld banearbejder havde Jacob Jensen naturligvis bommene lukket imens.

Det var et betroet arbejde at holde styr på baneoverskæringen, og somme tider var Jacob Jensen lige tidligt nok ude med nedrulningen. I sådanne tilfælde kunne det forekomme, at trafikanterne blev knotne, hvis de følte, at der gik for lang tid, og så blev der råbt af Calles bedstefar:

»Hvad med at lukke bommene op et par sekunder – toget er vel ikke engang kørt fra Lerbjerg endnu…«

Dette anfægtede dog aldrig den ansvarsbevidste ledvogter, og hver eneste gang lød det tørre svar, som foranledigede hans tilnavn:

»Når bommene de er lut´, så er de fanden pine mig lut´!«

Josephine kunne også give et nap med ved bommene, og i den anledning kaldte folk i Hadsten hende for Lut-mutter.

Den 9. august 1934 sluttede Bommeluttens virke ved Statsbanerne dog temmelig brat. Netop som han skulle sende toget af sted kl. 9, faldt han om - ramt af en blodprop - omtrent på den plads, hvor DSBs billetsalg har til huse i dag, og skønt en tililende hurtigt løb over gaden og hentede doktoren fra lægehuset, stod Jacob Jensens liv ikke til at redde.

Bommelutten havde lukket for sidste gang.