skak. Skakklubben Nordkalotten tabte søndag efter en meget jævnbyrdig match mod topholdet K41 fra København
Græsted: Nordkalotten stillede op med alle sine tre stærke svenskere og de var med til at give holdet en god start på matchen. Omkring halvvejs førte Nordkalotten overraskende 3-1 efter at GM Stellan Brynell og IM Björn Ahlander begge havde vundet, mens GM Jonny Hector havde spillet remis, ligesom Esben Hove.
En sejr på de sidste fire brætter, ville betyde uafgjort, men her stod Nordkalotten vanskeligt, og som spillet skred frem, faldt Græsted-spillere fra, først Søren Koch, så Esben Ejsing. Til sidst måtte man sætte sin lid til at Peter Jakobsen og Kåre Kristensen kunne holde deres slutspil, men lykkedes ikke og så sluttede matchen 5-3 til københavnerne. »Resultatet mod DM-favoritterne er ingen katastrofe, men efter den gode start på matchen, havde vi sat næsen op efter en overraskelse«, fortalte formand Martin Stampe Noer.
Sejr lørdag
Lørdag vandt Nordkalotten 4,5-3,5 over Nordre fra Århus. Jyderne ligger i bunden af rækken, men overraskede ved at stille op med den tidligere verdensmester i korrespondanceskak, Jørn Sloth, der ikke har spillet i landets bedste række i 27 år, men selv om veteranen ikke har spillet så meget skak på det sidste, spillede han et godt parti og vandt over Lars Aaes Nielsen. På topbrættet vandt GM Jonny Hector og det blev også til fine sejre til Kåre Kristensen og Peter Jakobsen. Peter Jakobsen vandt et langt slutspil mod Danmarks stærkeste skak-kvinde WIM Nina Høiberg. De tre nederste brætter endte alle remis til Esben Ejsing, Søren Koch og Peter Vestergaard Andersen. Sejrens størrelse var lidt mindre end holdet havde håbet på, men fraværret at svenskerne Stellan Brynell og Björn Ahlander, der var optaget af holdkamp i Sverige, var afgørende.















