SUNDBY: Amager Volleyball Klubs talentprojekt er startet op igen. Talent Team Amager, som projektet bliver kaldt, startede for tre år siden, men lå stille sidste sæson. Sidste sæsons U/15 pigehold, som vandt bronze ved DM, er blevet dette års satsningshold. De er nu rykket op i U/17 rækken og har fået selskab af to af klubbens ældre spilere og fire talenter udefra, nemlig fire spillere fra københavnerklubben Grøndal EV, som havde svært ved at samle nok spillere til et hold. Truppen består nu af 14 spillere. Visionen bag Talent Team Amager projektet er at skabe »den hele volleyball spiller«, der har styr på sit liv, både i volleyballhallen og hjemme ved lektielæsningen, og har forstand på ernæring, styrketræningsteknikker og planlægning - alt i alt meget mere end bare at spille volleyball.

»Målsætningen for sæsonen er rimelig klar: vi skal have en DM-medalje, når det går løs til marts,« siger holdets ene træner, Thomas Bendtsen: »Mulighederne med det her hold er meget store. Holdet indeholder syv spillere, som er på Talent Center Sjælland, fire af dem er kommet med i en bobler trup til ungdomslandsholdet og to af dem skal i uge 42 spille i de rød/hvide farver, når ungdomslandsholdet skal kæmpe ved Nordisk Mesterskab.«

Ved det første træningsstævne i august blev det til en sejr, et nederlag og en uafgjort. Derefter spillede pigerne med til et seniorstævne i Hvidovre, hvor det blev til en tredjeplads. Og i sidste weekend var pigerne så til første ungdomsstævne i Ikast. Her blev det til to tætte kampe mod de to hold, som senere stod i finalen, fire sejre og en slutplacering som nummer fire. Næste gang pigerne skal i kamp bliver til Korsør-Slagelse ungdomsstævne til oktober.