KONCERT. Feridah Rose fra Amager blev landskendt i DRs »Talent 09«. Nu er hun klar til sin helt egen debutkoncert, som foregår 18. august i Kulturhuset Islands Brygge.
ISLANDS BRYGGE: Feridah Rose byder velkommen til sin debut koncert med soul, jazz og funky kærlighedssange onsdag 18. august klokken 19.30. Hun blev kendt som sosu-assistenten fra Uganda, der med sin stemme vækkede dommerne og væltede salen omkuld, da hun afsluttede det første auditionprogram i »Talent 2009« på Danmarks Radio.
Hun gjorde sin entré på scenen med Alicia Keys nummeret »If I Aint Got You«, og ikke mindst dommeren Hella Joof kastede øjeblikkeligt sin kærlighed på den lille sangerinde med den store stemme. »Hun kan det der med at få hårene til at rejse sig på armene,« sagde TV-produceren Ask Greiffenberg til Politiken efter audition-dagen. Til sit portræt af den smukke sangerinde, valgte Ekstra Bladet en overskrift der blot slog fast, at »Feridah synger guddommeligt«.
Feridah er født i Uganda, men vokset op på Amager, hvor hun i mange år har været aktiv indenfor integration, frivilligt arbejde og ikke mindst som korleder for et gospelkor. Sideløbende passer Feridah sit arbejde på Amager Hospital.
Musikken har været der hele tiden, men det var først sidste år, at sangerinden besluttede sig til for alvor at give det en chance. Efter yderligere erfaringer og optræden er Feridah nu på vej med et udspil af sin egen musik. Stilen er en blanding af soul, jazz og funk, og det er da også overskriften på solokoncerten, hvor Feridah for første gang vil præsentere nogle af sine egne sange, samt nogle cover sange. Arbejdet med det første solo album er i fuld gang ,og det kan forventes at ramme hylderne til næste år.
Koncerten i Kulturhuset Islands Brygge giver således en forsmag på hendes musik. Og man vil komme ganske tæt på kunstneren, da sangene er præget af personlige fortællinger. Der er blevet øvet hårdt henover sommeren, og et fremragende hold musikere vil gøre koncerten til en ganske særlig aften, lover Feridah.















