HÅNDBOLD: Tårnby HKs debutkamp som 2. divisionshold på egen boldgade endte med et knebent ét-måls nederlag til Lyngby HK, men indsatsen lover godt for fremtiden, mener cheftræner Paw Benzon. '

Af Jan Jeppesen

Hold på hat og briller: Her kommer Tårnby HKs talentfulde opkomlinge for fuld udblæsning - med vindstød af stormstyrke.

Vejrudsigten holdt, hvad den lovede denne søndag eftermiddag i Travbanehallen, hvor Tårnby HKs kvindehold spillede klubbens første 2. divisionskamp på eget gulv, foran egne fans og til akkompagnement af speakertjeneste og brudstykker fra glade popmelodier fra firserne.

Med andre ord:

Rammerne var perfekte, og efter det forholdsvis knebne nederlag i sæsonpremieren til Rødovre HK, så havde cheftræner Paw Benzon blæst til angreb mod en anden oprykningsfavorit, Lyngby HK, der med ekslandsholdsspilleren Mette Vestergaard i dirigentrollen måske havde profilen over dem alle, men manglede ungdommens vildskab.

Den havde hjemmeholdet, som var helt nede i sækken og flere gange var bagud med syv mål, men alligevel var snublende tæt på at hente det ene point. I kraft af hvirvelvinden af en fløjspiller i Sofie Dige Bach, der nettede 11 gange, heraf syv gange på straffekast, og bagspilleren Camilla Hester Hansen, der blev noteret for otte rene fuldtræffere.

'Mus' mandsopdækket

I skærende kontrast til Tårnby-spillernes vildskab stod Mette Vestergaard, der med sit skarpe blik for spillet og sublime afslutninger, bevarede det kølige overblik, da Lyngby-forspringet var skrumpet ind til ingenting midt i anden halvleg.

I den første halve time virkede Tårnby-spillerne nervøse, og soldede det ene angreb op efter det andet med et hav af fejlafleveringer. Lyngby-folkene sagde tak for gæstfriheden og scorede efter behag på kontra. Bagud 2-9 efter ti minutter og 10-17 ved pausen.

Tårnby-træner Paw Benzon dikterede mandsopdækning af Mette Vestergaard fra starten af anden halvleg, og så var det pludselig Lyngby-spillernes tur til at agere som febrilske nybegyndere, mens hjemmeholdet med en kraftanstrengelser og masser af power i angrebsopbygningerne i løbet af fem minutter fik forvandlet stillingen til 16-18.

Ved 22-22 lignede det en hjemmesejr, men så blev Tårnby ramt af en dobbeltudvisning, og Lyngby kunne trække fra med tre mål.

I slutsekunderne fik Tårnby mulighed for at redde det ene point, men det sluttede som det begyndte med en aflevering ud over sidelinjen.

Tilfreds Tårnby-træner

"Jeg er fuldt ud tilfreds med spillernes indstilling - og specielt i anden halvleg. Vi har nu mødt divisionens to bedste hold (Rødovre og Lyngby, red.), så er jeg optimistisk med hensyn til de kommende kampe," konstaterede cheftræner Paw Benzon, der havde svært ved at skjule skuffelsen over, at der ikke kom ét point på kontoen.

"Vi virkede nervøse i første halvleg og forærede for meget væk. Jeg valgte at få Mette Vestergaard mandsopdækket til anden halvleg, så Lyngby ikke kunne nå at snakke om det. Og det rystede dem i den grad," forklarede han efter den hæsblæsende hjemmebanedebut.

Tæt på point

Det andet Amager-hold i 2. division, Team Amager, indledte sæsonen med nederlag på udebane til Lyngby HK, og led endnu et nederlag, da Team Amager sæsondebuterede på eget gulv i Sundbyøsterhallen mod Ajax.

Opgøret blev en tæt affære, som gæsterne vandt med mindst mulige margin, 23-24. Dermed står Team Amager - akkurat som Tårnby HK - noteret med nul point efter de første to spillerunder.