SUNDBY: Sidste sommer besøgte Amager Bladet strikkeklubben Kaffeslabberas hos Aktivcenter Sløjfen på Øresundsvej. Her mødtes syv damer i omegnen af 80 år for at strikke tøj. De var gået i samarbejde med designer Henrik Vibskov om at levere tøj til hans butik i Indre By. Tøjet har sit eget mærke ’Kaffeslabberas’ med et foto af den dame, som har strikket netop det par vanter eller sokker. Og strikkedamernes indtægt går til flere og nye aktiviteter i Sløjfen.

Berømmelsen for de amagerkanske strikkedamer fortsætter, nu udkommer der en kombineret foto-, strikke- og samtalebog ’Til Kaffeslabberas’ med de syv strikkedamer som det ene omdrejningspunkt og syv toneangivende designere og kunstnere som det andet.

I bogen bidrager damerne: Ketty Brøgger, Erna Christensen, Birthe Mandix, Irene Menche, Lilly Mary Nielsen, Hildan Nielsen og Annelise Rasmussen med deres livserfaringer og anskuelser, når de mødes til kaffe og kage med designerne Henrik Vibskov og Mads Nørgaard, musiker og kunstner Kasper Eistrup, gadekunstneren HuskMitNavn, billedkunstner Cathrine Raben Davidsen, designduoen Vilsbøl de Arce og illustrator Stine Maria Aalykke.

Nysgerrighed og åbenhed er nøgleordet for samarbejdet på tværs af alder, uddannelse og ståsted, fortæller Susanne Hoffmann. Hun er idekvinden bag både Kaffeslabberas og bogen.

»Kvinderne repræsenterer det klassiske Amager, mange af dem er arbejdere og har arbejdet på kontor eller fabrik,« siger hun.

Bogen rummer også strikkeopskrifter, så læserne kan strikke et ægte HuskMitNavn-kunstværk på en sweater, strikke sokker, børnesweatre, lave et spøgelse eller en kopvarmer formet som en pingvin.

Udgivelsen fejres ved to lejligheder. Først ved en reception 25. august klokken 15.00-18.00 på Designmuseum Danmark, Bredgade 68 - her vil Bruun Rasmussen Kunstauktioner stå for bortauktionering af bogens strikkede værker og overskuddet går også til arrangementer for ældre på Amager. Desuden kan man møde bogens medvirkende, se syv små film om møderne mellem dem, og så har Conditori La Glace lavet kager i dagens anledning.

Kom og se filmene

Torsdag 1. september klokken 15.00-18.00 præsenteres filmene i glassalen i Kvarterhuset i Jemtelandsgade.

»Dér vil vi gerne invitere Amager til kaffeslabberas, og det bliver med omtrent samme program som 25. august, bare uden auktion. Vi vil fokusere på filmene, hvor damerne fra Amager snakker med den nye generation af designere og kunstnere, og så vil vi også vise nogle af de værker, som damerne har strikket,« fortæller Susanne Hoffmann.

GALLERIER

www.dinby.dk/amager kan du se flere billeder fra Amager Bladets reportager, blandt andre fra Prince-koncerten på Ti-Øren og Live fra Amager.