JUBILÆUM: Boldklubben Fremad Amager kan på torsdag fejre sine første 100 år. Klubben har oplevet op- og nedture, senest konkursen med FC Amager, men står stadig som en af de mest markante i dansk fodbold.

10. juni 1910. En snes unge mænd, alle med et ønske om at stifte en rigtig boldklub mødes på cyklistpavillonen "Alhambra", tæt på den nuværende Sundbyvester Plads. Disse unge mænd - nogle af dem var rene drenge - stiftede Boldklubben Fremad Amager. Navnet Fremad signalerede håndværker- og arbejderbaggrunde, i modsætning til andre klubber, som var mere 'borgerlige' efter de engelske gentleman-idealer. Det var i øvrigt også navnet på byggeforeningen "Fremad", hvor de fleste af de unge stiftere hørte hjemme. Stifterne var brødrene Carl og Laurits Lauritsen, Kaj Rasmussen, Charlie Christensen, Johs. Larsen, Carl Nielsen og Ebert Nordbjærg - sidstnævnte blev klubbens første formand fra 1910-1912.

Der er langt fra datidens Fremad Amager til den organiserede klub som nutidens medlemmer kender. Spilleforholdene var kummerlige, og det var heller ikke muligt at deltage i en egentlig turnering. Man spillede søndagskampe mod de øvrige 5-6 Amager-klubber og fik i øvrigt mange smæk, nok fordi mange af spillerne stadig kun havde drenge- eller junioralder. I 1916 så Københavns Forstadsklubbers Bold Union dagens lys som alternativ til KBU, og 1921 blev det første år, hvor Fremad deltog som ordinært medlem af A-rækken. Året efter rykkede Fremad ind i Sundby Idrætspark - endelig forhold, der på længere sigt kunne føre til udvikling og som fra midten af tyverne medvirkede til bedre resultater.

Den tidligere KB'er Alf Olsens indmeldelse vakte en vis sensation, især fordi han havde været bærende kraft i KB og nærmest selvskreven venstre innerwing på landsholdet - han opnåede 19 landskampe, heraf fem for Fremad, og blev hermed klubbens første landsholdsspiller. I 1926 rykkede Fremad op i Mesterrækken, men modstanden var hård. Fjerdepladsen i 1928 kom længe til at stå som klubbens bedste resultat. Allerede i 1929 gik det helt galt i KBU's turnering. En sidsteplads i mesterrækken betød nedrykning, selv om man havde engageret den tidligere landsholdsmålmand Sofus Hansen som seniortræner.

Men det var strenge tider og små kår i Fremad Amager, mens den verdensomspændende krise rasede: I 1931 kom klubben reelt under administration, da DBU måtte træde til og betale for udgifterne ved at deltage i DM. Blot to år senere opnåede klubben faktisk en af sine største triumfer gennem tiderne: pokalfinalen mod mægtige KB, som blev tabt 3-2 på et meget omdiskuteret straffespark. I 1937-38 vandt Fremad den nye landsdækkende 2. division og rykkede op i den fineste række. Turneringen 1939-40 sluttede i den første besættelsessommer, og den sluttede med det bedste resultat for Fremad Amager nogensinde, en andenplads blot to points efter danmarksmesteren KB. Men i 1948 var det tilbage til 2. division og starten på en længere nedtur.

Korruption og pokalsejr

Ved 40-års jubilæet i 1950 havde man igangsat planer om opsparing til det klubhus, som Fremad aldrig havde haft. Planerne og opsparingen var godt i vej, da det nærmest som lyn fra en klar himmel erfaredes, at 70.000 kr., som det meste af bestyrelsen (på nær kassereren) troede stod i banken, i virkeligheden var forsvundet ned i samme kasserers lommer...

I 1954 sank niveauet til 3. division, men året før kom et af klubbens store øjeblikke: DBUs pokalfinale, nok en gang mod KB, som var ubesejret i 40 kampe. Jørgen Gøtterup bragte Fremad foran, men KB udlignede i sidste minut - omkamp. Og minsandten om ikke Leif Foli sikrede triumfen på straffespark. Fremads største triumf var en kendsgerning.

I foråret 1954 fik man nys om at afdøde skuespiller Carl Fischers villa på Irlandsvej 43 var til salg. Med Frode Marte i spidsen indledtes lange og drøje forhandlinger der endte med, at klubben erhvervede huset til 62.500 kr. Den sportslige deroute fortsatte dog med nedrykning til kvalifikationsturneringen i 1963, og i 1964 gik det helt galt, hvilket man kunne læse i i medlemsbladet: "Til Helge Jensens store sorg steg øllet til 1,80, noget han lavede meget vrøvl over."

Lokalpatrioter

Herefter gik der fem år, inden Fremad igen var at finde i 2. division - og 10 år til den bedste række, som blev en kendsgerning i 1969. Tresserne var ikke nogen glansperiode, rent sportsligt. Men klubben var stor, tilskuerne var overraskende trofaste, også de nybyggede dele af Sundby havde sluttet op om den gamle klub i Sundby Idrætspark. Alligevel syntes det for mange i klubbens ledelse som om rammerne atter var ved at blive for snævre. 1970'erne blev det tiår, hvor der endelig kom ny tribune i Sundby Idrætspark (1974), og hvor Fremad Amager endelig kunne flytte til nye og større forhold på Sundbyvestervej (1975).

I modsætning til mange andre klubber, som klagede over tilskuerkrise, lykkedes det faktisk Fremad Amager stadig at bevare det gamle tilhørsforhold til det omgivende Sundby. Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen pegede senere i sin roman "Fodboldenglen" på nogle af årsagerne til denne loyalitet: En samhørighed blandt folk på Amager over for andre bydele, som til gengæld så ned på 'dem fra Amager', førte til en stærk lokalpatriotisme, ikke blot på fodboldbanen, men også hjemme i gården, på skolen og værtshuset.

I pokalturneringen 1971-72 lykkedes det atter Fremad at præstere det helt store: En plads i pokalfinalen, hvor det dog blev nederlag til Vejle. Fra og med 1978 var betalt fodbold i Fremad Amager en realitet: et nyt anpartsselskab eksisterede nu side om side med hovedklubben. Efter et par rutsjeture rykkede klubben op i 1. division i 1979 for dog at ryge ned igen.

Konkurser og Superliga

Jubilæumssæsonen 1985 begyndte sort i sort: Fremad Amager Profesionelle Fodbold ApS var efter syv år taget under konkursbehandling, klubbens førstehold var rykket ned i 3. division, og mange spillere havde forladt klubben. Men at den kan producere talenter var der ingen tvivl om midt i 1980erne: 'Fremadkvartetten' omtaltes de stolt: Frank Arnesen, Ivan Nielsen, Henrik Andersen og Søren Lerby var dominerende skikkelser på det landshold, som for alvor fik Danmark på fodboldens verdenskort.

Et nyt professionelt kapitel tog sin begyndelse i 1988. 'Fremad i 90erne', 'Fremad i Superligaen', 'liv eller død' - det var de store ord, der blev hevet frem ved overgangen til et nyt årti og starten på omlægningen af Danmarksturneringen. Den 33-årige landsholdshelt, Ivan Nielsen, vendte efter 11 år som professionel i Holland tilbage til Fremad Amager. Klubben blev 80 år og fejrede fødselsdagen med en nedrykning, nu til tredjebedste række, 2. division øst. Heller ikke denne gang voksede træerne ind i himmelen, Fremad Amager ApS blev taget under konkursbehandling, og klubben var tilbage i amatørfodbolden.

Ovenpå et kuldsejlet Amager F.C. projekt i 1992 snuppede Fremads amatører tredje oprykning i træk og rykkede op i det fornemme selskab, Superligaen, i 1994. Selv om sporene fra tidligere var skræmmende, måtte klubben genindføre betalt fodbold i sommeren 1994. Efter 18 kampe, sølle otte point og en målscore på 21-47 var det dog hurtigt slut.

Et nyt selskab så lyset i 1998, og ny cheftræner Michael Schäfer sluttede sin programerklæring i sommeren 1998: "På to år skal vi i Superligaen, og jeg håber, at Fremads spillere vil noget med deres sport, og at de har den rette indstilling."

Siden blev flere samarbejdsmodeller afprøvet, senest da færingen Todi Jónsson og en gruppe investorer dannede FC Amager på Fremads licens. Men Superliga-triumfen, som var planlagt til 2010, indfandt sig aldrig, inden selskabet gik konkurs og Fremad befandt sig på et historisk lavpunkt, Københavns-serien, ved indgangen til jubilæumssæsonen. Lige nu slås Fremad Amagers førstehold for at vende tilbage til Danmarksturneringen - så der bliver forhåbentlig noget at juble over...

Fremad Amager holder åbent hus i klubhuset på selve 100 års dagen, torsdag, klokken 15.00-17.00.

En stor tak til Ole Vadmand, redaktør af Fremad Amagers jubilæumsskrift, som danner grundlag for denne artikel.