EKSTREMT: Deltagerne i de såkaldte adventure races spænder over alt fra hyggeløbere til nørder udi ekstrem sport. I lørdags arrangerede gruppen Summit Seekers et af slagsen på Amager.
Af Jacob Schneider
Thomas Meinecke og Kristian Mody startede på adventure race for et par år siden. Kombinationen af orienteringsløb, klatring, sejlads og cykling med forskellige udfordringer og opgaver undervejs er blevet populær hos folk, der gerne vil motionere og samtidig have stillet eventyrlysten. Men er det muligt at lave et spændende og udfordrende løb på det flade Amager? Det besluttede de to sig for at finde ud af i lørdags.
Omkring 120 eventyrere troppede op fra check-in tid klokken 04.00 og gjorde klar til dagens strabadser, som blev skudt i gang klokken 08.00. Der er to eller tre deltagere på et hold, og dagens opgaver er hemmelige indtil starten går. Lørdagens løb kastede holdene rundt til 54 poster over hele Amager, lige fra starten ved Kongelundsfortet til robådene i Christianshavns Kanal over en vandtur til øen Birkedammen på Kalvebod Fælled, det store orienteringsløb på mountainbike og en klatretur henover et af torvene i Fields'...
"Bortset fra at vi var lidt ærgerlige over vejret, så var der smil på læben lige til det sidste. Adventure-racere er nogle specielle skabninger, men enten klæder de sig på efter vejret eller også siger de bare 'pyt med det'. Det er sådan en slags selv-tester, hvor man må sluge en kamel og hele tiden lige klare lidt ekstra," fortæller Kristian.
"I udlandet og ved nogle af de populære løb omkring Silkeborg skal man klatre på klipper og bjerge - det kan vi jo ikke på Amager, så vi havde prøvet at lave et løb med flere samarbejdsøvelser. Det er en anden udfordring, uden at der går for meget spejderlejr eller idrætshøjskole i det... Fokus skal hele tiden være på 'adventure'..."
Normalt er et adventure-race delt op i tre distancer, så både hyggefolket og jernmændene kan være med. Her var der dog kun en, men det lykkedes alle at gennemføre. Hele 12 ud af de 44 hold var fra Amager, og vinderne blev Team Skandia, hvoraf en deltager selv er fra øen. Og han havde stor ros til arrangørernes valg af rute.
"De har fundet frem til hvert et lille hjørne af øen," lød det.
De to arrangører har besteget bjerge i flere år sammen med en gruppe kolleger og venner. Thomas og Kristian er gamle skolekammerater fra Sundby, begge 34 år, men først forrige år kastede de sig over eventyr-ræsene.
"Vi startede vores eget hold og begyndte at opsnuse sponsorer. Vi har ingen ambitioner om at stå øverst på skamlen til de store løb, men det er en god undskyldning for at få noget motion i stedet for den sædvanlige løbetur. Jeg har min første maraton til gode, men ved sådan et løb kan man sagtens komme op på godt og vel en maraton...
For et halvt års tid siden fik vi så idéen om at lave et løb her på vores egne breddegrader, og det blev en succes, trods vejret. Det var en kæmpe forløsning, så vi har bestemt fået blod på tanden til at arrangere det igen til næste år."
Team Summit Seekers har fået assistance af den lokale orienteringsløbsklub AMOK til at sætte hele O-løb delen op.














