Borgen – Sønderborg Citycenter bliver til noget!

Et nyt butikscenter i Sønderborg midtby på ca. 40.000 kvadratmeter til ca. en halv milliard kroner er nu så godt som sikret byggestart allerede i 2010 med forventet åbning i 2012.

- Det oplyser Asger Enggaard fra bygherren entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S i Svenstrup i Nordjylland. Han slår i dag mandag fast, at der nu er lys forude. Og det er en dugfrisk underskrift på en lejekontrakt med Sønderborg Kommune, der er anledning til udmeldingen: Byggeriet af Borgen bliver til noget!

- Den markante lavkonjunktur har sendt mørke skyer ind over store byggeprojekter i Danmark. Vi har stået med en risiko for at skulle udskyde hele projektet i Sønderborg midtby. Men i kraft af kommunens underskrift har byrådet i Sønderborg gjort en forskel for projektet og i realiteten forhindret måske flere års forsinkelser. Hele byggeprojektet er markant styrket med udlejningen af en etage til kommunen, hvor der forventes indflytning den 1. oktober 2012, fortæller bygherren.

Han vil i de kommende uger og måneder forsøge at få fremskyndet de hovedspørgsmål, der fortsat resterer at blive afklaret. Det gælder blandt andet en række praktiske spørgsmål omkring infrastrukturen, parkering, afvikling af kundetrafikken i selve centret og -  set i forhold til, at Sønderborg Kommune nu vælger at leje centrets kontorarealer - en integrering af ankomstområderne.

Mogens Pedersen, fra firmaet braaten+pedersen, der er ansvarlig for centrets udlejning og kommercialisering, udtrykker stor tilfredshed med at Sønderborg Kommune vælger at placere funktioner i centret. Kommunale funktioner i tilknytning til centret vil i endnu højere grad være med til at underbygge Borgens rolle som det centrale mødested i Sønderborg og dermed sikre endnu større kundestrøm til centret.

Mogens Pedersen er ikke i tvivl om, at aftalen med Kommunen vil give et løft i forhold til den fremtidige udlejning af centret, hvor der p.t. er lejekontrakter på plads på cirka halvdelen af centrets arealer. 

- For borgerne, for kommunen, for byggebranchen og for handelslivet i midtbyen er lejemålet en rigtig fornuftig løsning, som jeg tror, at hele byrådet er utrolig glad for, at vi kan præsentere i dag, siger borgmester Jan Prokopek Jensen.

- Tiden er ikke til et nyt rådhusbyggeri, og derfor har vi været på udkig efter en langsigtet løsning for vores Jobcenter på Blegen og for Økonomisk Sikring på Perlegade. Begge steder har kommunen lejet sig ind. I 2012 kan i alt ca. 150 medarbejdere fra de to adresser flytte ind i det nye center, uden at det kræver tillægsbevillinger.

Det bliver gode rammer for medarbejderne og rigtig gode for borgerne, herunder handicappede, lover borgmesteren.

Tilmed er byrådet med til at sikre, at midtbyen i Sønderborg får den indsprøjtning, der er så vigtig for, at kunder til de store butikker i Østbyen får lyst til også at besøge centrum med de oplevelser, specialbutikker og kulturlivet her byder på. Jeg er utrolig glad for, at kontrakten nu er underskrevet, og at et byggeri til ca. en halv milliard kan sættes i gang og være med til at holde hjulene i gang i byggesektoren, siger borgmester Jan Prokopek Jensen.