Politik. Der var intet nyt om Folketingsvalget, da Louise Schack Elholm besøgte Ringsted.
Iværksættere: Den stod på iværksætteri og politisk dialog, da folketingsmedlem fra Venstre Louise Schack Elholm mandag den 23. maj besøgte virksomhederne på Den Kreative Matrikel i Ringsted.
Hvorfor bliver man iværksætter? Hvor hurtigt skal man vokse, efter at man har startet sin virksomhed? Og hvad kan man fra politisk side gøre for at skabe flere iværksættere i Danmark?
Det var nogle af de spørgsmål, der blev stillet og drøftet, da det lokale Venstre-folketingsmedlem Louise Schack Elholm besøgte Den Kreative Matrikel på Ringsteds gamle kaserne. Iværksætterhuset har efterhånden to år på bagen og danner rammen for 12 virksomheders aktiviteter.
For at Louise Schack Elholm skulle få et indtryk af de lokale iværksætteres dagligdag, besøgte hun hver virksomhed i huset og fik en introduktion til, hvad hver enkelte forretning laver.
Blandt de virksomheder hun besøgte var Add Relation, Grandjean Nordic, Kompetenceforum, ABC regnskab, Pernille Søgaard, Concare og Added Value Communication.
Dialog om iværksætteri
Efter introduktionen tog Louise Schack Elholm og virksomhedsejerne en dialog om de udfordringer, der møder iværksættere i dag. Her drøftede man, om de offentlige tilbud til iværksættere i dag kunne være bedre.
Iværksætterene var enige om, at jo mere lokalt tilbuddene til iværksætterne er, desto mere brugbart er det. Her nævnte man blandt andet det mentornetværk, som iværksættere i Ringsted tilbydes, og som de fleste af iværksætterne i Den Kreative Matrikel har gjort brug af.
En del af dialogen gik på, hvad det kræver af den enkelte at skabe vækst i sin virksomhed og dermed skabe arbejdspladser. Blandt de virksomhedsejere, der deltog i diskussionen, var tendensen, at man som udgangspunkt ønskede at kombinere job og lokalt tilhørsforhold i en ny livstil i sin nye virksomhed. Vækst var ikke den primære årsag til, at man stiftede virksomheden. Det var typisk en mulighed, der først tegnede sig nogle år efter, at man havde fået gang i kunder og øget omsætningen.
Louise Schack Elholm understregede, at hun primært var på besøg for at lytte til virksomhederne og for at få input til, hvor hun kan være med til at påvirke sin kolleger på Christiansborg til at skabe bedre rammer for iværksætterne og for erhvervslivet.
Trods utallige opfordringer, kunne hun dog ikke løfte sløret for, hvornår Folketingsvalget kommer.
»Vi har været glade for Louises besøg på Den Kreative Matrikel. Politikerne i dag taler meget om, at de forbedre vilkårene for iværksættere, så det er positivt, at vores lokale folketingsmedlem kommer ud og ved selvsyn konstaterer, hvordan iværksættere arbejder og lytter til de udfordringer, vi står over for i vores dagligdag,« siger en af Den Kreative Matrikels beboere, Christian Pedersen fra Added Value Communication.











