Skælskør:.Torsdag den 10. februar var der foredrag »Mørklægning - den ufortalte historie« i Ældre Sagen i Skælskør.
Den 84-årigeb Svend Erik Nielsen berettede om den politiske situation i Europa op til 2. verdenskrig. Han fortalte sin stærkt personlige opfattelse af den danske regerings passivitet i tiden op til den 9. april 1940, og myndighedernes tilpasningspolitik under besættelsen.
Men mest fængslende fortalte han om sin egen families høje pris for sin aktive indsats i modstandsbevægelsen, hvor både far, søster, to brødre og Svend Erik Nielsen selv var involveret i kampen mod besættelsesmagten. Søster Ester fængsles af Gestapo i foråret 1943, men løslades kort efter. Faderen fængsles i 1943, og fængselsopholdet fører til et par selvmordsforsøg og endelig død i april 1944. Broder Poul er involveret i sabotage og arresteres og tortureres af Gestapo, før han føres til Neuengamme, hvorfra han befries af De Hvide Busser i maj 45. Han er dog så nedbrudt, at han et par år senere begår selvmord. Broder Preben arresteres i 1944, løslades straks efter, men bliver kort efter skudt ned på åben gade. Med den baggrund forstår man hans til tider meget bitre angreb på politikerne, politiet, militæret og i det hele taget de danske myndigheder.
Efter foredraget var der en del spørgsmål og nogen debat, der afslørede, at publikum for en stor dels vedkommende var uenige med Svend Erik Nielsen, som dog med et glimt i øjet hævdede, at uenighed skal der være plads til, men hans version var sandheden. På grund af foredragsholderens personlige engagement blev det en interessant aften.










