ERHVERV: Danske Fragtmænd Transport A/S overtager Sørensen Fragt A/S i Viborg med virkning fra 1. februar. Det sker i forbindelse med en omfattende rationalisering af Danske Fragtmænds landsdækkende rutenet, hvor Danske Fragtmænd A/S via datterselskabet Viktor Sørensen A/S overtager samtlige rutekontrakter og transportopgaver fra fragtmandsvirksomheden Sørensen Fragt A/S. Danske Fragtmænd overtager også det nuværende personale og biler. Aktiviteterne videreføres i fragtmandssystemet under navnet Sørensen Fragt og de nuværende direktører Morten og Peter Sørensen får fremover titlen daglige ledere med reference til den administrerende direktør for Danske Fragtmænd Transport A/S. »Det var en kæmpe lettelse for mig personligt, at det lykkedes os at få aftalen hjem. Det sikrer firmaet i fremtiden, og alle vores ansatte. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hård kost at drive forretning de sidste par år, men med den her aftale håber vi på at kunne være med til at udvikle branchen i stedet for at hænge bagefter,« siger Morten Sørensen.

De nuværende medarbejdere vil uændret betjene kunderne, ligesom det lokale fodfæste vil blive fastholdt i relation til de mange kunder, som er blevet betjent af fragtmandsvirksomheden gennem mange år.

Sørensen Fragt A/S omsætter årligt for cirka 30 millioner kroner og har 39 ansatte.