Jernbane: I 10 år har der ikke kørt tog på banestrækningen mellem Haderslev og Vojens. Træer og buske har fået lov til at brede sig ind på banestrækningen, og det har ikke ligefrem været godt for banelegemet.

Men nu ser det ud til, at strækningen, der ellers var nærmest dødsdømt, alligevel går en lys fremtid i møde.

En række personer med interesse for banens overlevelse mødtes i fredags i Vojens og diskuterede mulighederne. Og det ser godt ud.

Ikke mindst glæder man sig over, at trafikminister Hans Christian Schmidt, der bor i Vojens, har bebudet, at der ikke skal nedlægges flere banestrækninger i Danmark. Han er da også orienteret om de nye bestræbelser på at sikrer jernbane-strækningen mellem Haderslev og Vojens.

I arbejdsgruppen sidder bl.a. tidligere skovrider Carsten Ørnsholt, der allerede har sikret LAG-midler på 250.000 kr. til projektet.

Der sidder bl.a. redaktør Svend Erik Brodersen fra veterantogklubben KLK, der længe har kæmpet for at få etableret en fast veterantogs-kørsel på strækningen og har bebudet, at de vil flytte en del materiel til strækningen. Med sidder også Torben Thy Christensen, der er i bestyrelsen for Haderslev Turistforening. Han foreslår, at veterantogkørslen kan suppleres med kørsel i veteranbus, så turisterne kan komme ud til f.eks. Gram Slot på en spændende og anderledes måde.

Og så er der også to »professionelle« - Ib Erbs der er teamleder for Banedanmarks produktion vest, der har udgangspunkt fra Vojens, og som har været en god kontaktperson mellem parterne, samt endelig en af hans tidligere kolleger - Erik Jessen - der ligeledes bort i Vojens, og som for få år siden har startet sit eget firma, Railservice. Han er tidligere lokomotivfører ved DSB, og i sit firma, oplærer han bl.a. tyske lokomotivførere til at køre på strækningen fra grænsen til Padborg.

»Jernbanestrækningen mellem Haderslev og Vojens vil være fortrinlig til det formål«, konstaterer Erik Jessen, der i sit firma også udfører entreprenør- og sporopgaver. Han er således klar til at lægge materiel og mandskab til en renovering af banen mellem de to byer.

Foreløbig har han af driftschef Ejnar Skovrup fra Banedanmarks tekniske drift fået tilladelse til at køre ind på strækningen med sin Unimog med højst fem kilometer i timen. Den begrænsede fart skal ses ud fra et ønske om at begrænse afsporings-risikoen, indtil banen er sikkerheds-gennemgået.

Med Unimoggen kan Erik Jessen gå i gang med at fjerne beplantninger.

Efter mødet i fredags er der nedsat en arbejdsgruppe, der fortsætter med at idé-udvikle.

Bl.a. overvejer man også muligheden for at indsætte en »gris« - en slags skinnebus til transport af personer mellem Haderslev og Vojens.

Behovet for transport bliver næppe mindre med kommunens forestående skolestruktur.

Dels vil gruppen i gang med at søge diverse fonds om midler, så banestrækningen kan blive ført a’jour.

»Det vil ikke overraske mig, hvis det kommer til at koste mellem to og tre millioner kroner. Forfaldet går hurtigt, når en strækning ikke bruges«, forklarer Ib Erbs, der er en af dem, der er trådt ind i interessegruppen.

Noget af det første, gruppen skal i gang med, er en dialog med Banedanmark, om man kan overtage banen, eller på hvilke vilkår den eventuelt kan langtidslejes, hvis Banedanmark ikke vil sælge.